Sjældne uroligheder og strejke er brudt ud i Costa Rica

Arbejderne i Costa Rica er gået på barrikaderne i protest mod regeringens planer om en upopulær skattereform.

Ansatte i den offentlige sektor strejker på ubestemt tid og marcherer i gaderne i protest i Costa Rica. Foto: Juan Carlos Ulate/Reuters

Ansatte i den offentlige sektor strejker på ubestemt tid og marcherer i gaderne i protest i Costa Rica. Foto: Juan Carlos Ulate/Reuters

Tusindvis af arbejdere marcherer i protest. Der er voldelige sammenstød mellem demonstranter og politistyrker. Og barrikader i gaderne står i flammer.

Costa Rica er denne uge blevet ramt af voldsomme uroligheder, som sjældent opleves i landet sammenlignet med de mere tumultariske nabolande i Mellemamerika.

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Urolighederne er brudt ud i forbindelse med en omfattende strejke, der fredag går ind i sit femte døgn uden tegn på en løsning forude.

Med opbakning fra de offentligt ansattes fagforeninger har demonstranter protesteret foran præsident Carlos Alvarados residens og barrikaderet veje flere steder i landet.

Demonstranterne kræver, at Alvarado skrotter planer om en moms- og skattereform i Costa Rica. Blandt de mest upopulære forslag er en øget afgift på basale fødevarer.

Præsidenten vil desuden indføre ændringer, som vil begrænse understøttelsen til arbejdsløse og udbetalingen af lønbonusser.

Det har fået de offentlige fagforeninger til at protestere.

- Her er folket, der kræver et stop for flere skatter rettet mod arbejdsklassen, siger fagforeningslederen Melida Cedeno, der repræsenterer lærerne i landet.

- Denne strejke er på ubestemt tid, og vi vil først afslutte den, når regeringen viser vilje til at sætte sig ved forhandlingsbordet med arbejderne, fortsætter hun.

Alvarado har forud for strejken fået politistyrker til at sikre landets havne og olieanlæg, så urolighederne ikke ville påvirke landets handelsaktiviteter eller distributionen af brændstof.

På en lokal tv-station har Alvarado kaldt strejken for "illegal".

Moms- og skattereformen er ifølge præsidenten "den eneste måde at undgå en forestående økonomisk krise i landet".

Der er meldinger om flere tilskadekomne under den seneste ugens protester. Myndighederne i Costa Rica er desuden ved at efterforske, hvorvidt en 17-årigs drengs død er relateret til urolighederne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
En person er sandsynligvis stukket med kniv
Luk