Sjælland et stort marked for nøglefærdige træhuse

Peter Brock
Husene fra HP3 er udformet i et design, som passer fint ind i såvel tættere bebyggelse som alenestående placeringer med udsigt.
Byggeri 20. september 2006 06:00

LINDERUM: Industrielt fremstillede træhuse kan gå hen og blive et nyt hit for nordjysk eksport. Foreløbig er det største marked på Sjælland, men træhusenes hjemland, Sverige, er sjovt nok også inde i billedet, og der tegner sig store afsætningsmuligheder i England. Alt i alt en smart måde at få det optimale ud af de nordjyske kompetencer inden for byggeri uden at behøve at sende håndværkere på langdistanceopgaver. Et skridt nærmere virkeliggørelsen af en stor virksomhedsklynge inden for byggeriet fra cementproduktion til netop arkitekttegnede, nøglefærdige huse. I landsbyen Linderum sydvest for Sindal arbejder 30 faglærte byggefolk med at fremstille de arkitekttegnede moduler på 50 kvadratmeter for firmaet HP3, et selskab i byggekoncernen HP Gruppen fra Harken. Allerede i sit første regnskabsår regner virksomheden med en omsætning på 65 millioner kroner, og forventningen i den nærmeste fremtid lyder på 100-150 nøglefærdige huse om året. - Forretningen er egentlig opstået sådan lidt efter lidt, fortæller koncerndirektør Søren Pedersen. - For 15-16 år siden begyndte vi at bygge campinghytter først til én bestemt kunde, siden lidt flere. Det fik os til at rykke produktionen ud i nye større lokaler, der i kraft af den noget sæsonbestemte produktion kom til at stå tomme halvdelen af året. For at undgå den situation, og for at holde på vore dygtige håndværkere hele året begyndte vi at tænke i nye baner, forklarer Søren Pedersen. Og det blev i samarbejde med en københavnsk arkitekt - siden suppleret af to århusianske (kendt fra medicinerhuset ved sygehuset i Hjørring) - til træhusproduktionen, som udgør et fortsat voksende marked. Af de 10.000 enfamiliehuse, der årligt opføres herhjemme, er i dag omkring en tredjedel i træ, hidtil med langt den største gennemslagskraft øst for Storebælt. - Men nu er de også kommet med på Fyn, og selv om vi måske er lidt lange i spyttet her i hovedlandet, så er jyderne også så småt på vej, uddyber Søren Pedersen. Han betegner den industrielle produktion som en forædling af byggeriet, idet huse i træ ofte bygget på pladsen ofte udsættes for mange skader. - Samtidig bliver den håndværksmæssige udførelse hos os billigere, fordi den udføres på samlebånd. Og vi går efter de dygtigste folk, fordi der også stilles høje kvalitetskrav til træhusene, som bliver mere og mere populære, tilføjer HP-direktøren. I fabrikshallen i Linderup færdiggøres husene lidt efter lidt på en 135 meter lang produktionslinie, der ender i forsendelsesafdelingen, hvor de færdige moduler indpakket i krympeplast klar til at blive kørt til bestemmelsesstedet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...