Sjællandsk feriedreng blev helårs mølbo

Søren Konradsen er ikke indfødt jyde - og det er et handicap som fuldtids mølbo.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

En byggeopgave for sin kones bror var direkte årsag til, at Søren Konradsen tilbage i 1974 etablerede sig i Klitmøller, hvor han også startede Klitmøller Byggefirma, som han stadig driver. Foto: Jens Fogh Andersen

- Der findes ingen sære mennesker i Klitmøller - eller også er vi alle samme originaler hver på vores måde. Original eller ikke, ordene er Søren Konradsens, og et eller andet sted ved han, hvad han taler om. 1. juli fylder han 60 år som permanent mølbo siden 1974, da han flyttede teltpælene fra Hundested på Sjælland og slog sin ned i Klitmøller, hvor han skulle bygge hus for en bror til sin kone, Bente, som er mølbo. - Måske er jeg ikke mølbo, men jeg har familiemæssig tilknytning til Thisted, hvor min mor stammede fra. Min morfar var S. Sørensen. Ham er jeg opkaldt efter, fortæller Søren Konradsen, som for alvor retablerede sine forbindelser til Thy da han i første halvdel af 1950’er blev fast feriedreng hos sin morbror Niels Sørensen i Klitmøller. Det var under et af feriebesøg han mødte sin Bente, som han i første omgang tog med til Hundested. Hun er ud af en søskendeflok på 11, og det var en af hendes brødre, som tilbage i 1974 skulle have bygget nyt hus. Det klarede Søren, der samtidig startede Klitmøller Byggefirma og som siden har været mester for et halvt hundrede husbyggerier i Klitmøller, foruden andet parcel og erhvervsbyggeri både i Thy og i en periode også længere ude i geografien. Søren Konradsen er autoriseret kloakmester, men er i øvrigt autodidakt - selvlært - og det kan sagtens lade sig gøre. - Har du gå-på mod og i øvrigt laver, hvad folk beder dig om - og gør det på den rigtige måde, så er det ikke nødvendigt med et svendebrev. Jeg har altid bestræbt mig på at ansætte de rigtige folk i mit firma, det vil sige tømrere, murere og malere. Derudover har jeg samarbejde med et smedefirma og en elektriker, så folk blot skal henvende sig et sted, når de skal have løst en byggeopgave. Søren Konradsen beskæftiger i øjeblikket 10 medarbejdere i Klitmøller Byggefirma, som han driver på 35. år. Både som en levevej og som en hobby, der over årene har levnet ham plads til at kaste sig over stribevis af andre projekter. Et af dem er ”Cafe Conrad”, som Bente og Søren Konradsen drev i syv år. Men kombinationen af byggefirma og cafedrift viste sig i sidste ende at være mere, end helbredet kunne holde til. - Jeg fik en blodprop - og så var det tid at afhænde caféen, fortæller Søren Conradsen, som på listen over gøremål også har haft bestyrelsesposter i idrætsforeningen, arbejdet med at etablere tennisbaner og fjernvarmeværk i Klitmøller, medvirket til opstart af foreningen æ"Redningshus, siddet i bestyrelsen for lystfiskerforeningen - og ikke mindst en bestyrelsespost i Klitmøller Vandværk, hvor han har haft 25 års jubilæum og sidder på formandsposten. Initiativpriws Bestyrelsesarbejdet for vandværket har indbragt en initiativpris for Foreningen af Danske Vandværker. - Simpelthen fordi vi har forsøgt at sælge vandværksvand som drikkevand på flaske, siger Søren Konradsen om initiativet, som slog an i en sådan grad, at der slet ikke har været tid til at følge op på det. Trods sin sjællandske herkomst og en umiskendelig sjællandsk accent er Søren Konradsen integreret og fuldt ud akklimatiseret i Klitmøller. - Jeg havde det bedst udgangspunkt, da mit netværk skulle opbygges. Det var Bentes familie som tæller et halvt hundrede mennesker i Klitmøller, siger Søren Konradsen og tilføjer, at det for en tilflytter er værd at huske to ting: Hils på folk og lad være med at spille hovskisnovski. Godt sted - Og så er det en rigtig god ide, at tage del i aktiviteterne herude. Klitmøller er et virkelig godt sted for tilflyttere og jo - det er ved at blive lidt eksklusivt at bor her, for Klitmøller har både miljø og sin helt egen stil. Søren Konradsen har ingen ambitioner om at trappe ned. Han fortsætter derudaf som hidtil ud fra princippet: Enten er man med 100 procent eller også er man ikke med. - Jeg har aldrig været tilhænger af at gøre noget delvis, siger han