Sjette sejr i træk til Nørhalne

NØRHALNE:Det blev til den 6. sejr i træk, selv om det ikke var fortjent, da Fremad Nørhalne i fodboldens serie 4 vandt 3-1 hjemme over Hune. - Ud fra antallet af chancer, var sejren fortjent, men det var den bestemt ikke, hvis vi ser på spillet. Hvis jeg var Hune-spiller, ville jeg nok mene, at uafgjort havde været passende. Vi var ikke bedst, men som tophold er det typisk, at vi vinder en sådan kamp, siger Nørhalne træner Jan Lønne. Hune startede bedst og kom foran i 9. minut på mål af tilbagevendte Thomas Froulund og var spilstyrende i 20 minutter, hvorefter Nørhalne overtog spillet og havde flere chancer. Midt i halvlegen blev Hunes Søren Poulsen skadet efter han havde fået en albue i øjet og måtte syes. Kort efter fik Hunes bagerste mand Kristian Vangen gult kort og kort efter udlignede Lars Jensen, og kort før pausen scorede Kenn Larsen for Nørhalne til 2-1 på hovedstød. I 2. halvleg blev Nørhalnes fornuftige spil afløst af dårligt spil, og Hune havde det meste af spillet uden at blive rigtig farlige, mens Nørhalne havde et par kontraangreb. Sidst i kampen måtte IFN målmand Thomas Andersen et par gange redde sit hold, inden Benny Jensen i sidste minut slog sejren fast. Thomas Andersen blev kåret som IFNs bedste, mens Thomas Froulund var Hunes bedste.