Sjøgren spiller til nytårskoncerten

Hjørring Brass Band arrangerer koncert for 18. år i træk

HJØRRING:Søndag 16. januar genlyder Vendelbohus af god musik, når Hjørrring Brass band for 18. år i træk arrangerer den traditionsrige nytårskoncert. Violinist Kim Sjøgren er koncertens hovednavn, men han får følgeskab af en lang række fine musikere og ensembler. Ikke mindst naturligvis arrangøren selv. I år dirigeres Hjørring Brass Band af musiklærer Gunnar la Cour. Kim Sjøgren kendes af de fleste fra hans optrædender på blandt andet tv. Han er uddannet på musikkonservatoriet i Århus, hvor han blev optaget som 12-årig. Som 22-årig blev han i 1977 den yngste koncertmester nogensinde i Det Kongelige Kapel. Kim Sjøgren akkompagneres ved nytårskoncerten af af musiklærer Birgitte Zielke. Hjørring Kommunale Musikskoles nye leder, Christian Larsen, optræder også ved koncerten som medlem af Letmarkkvartetten. Kvartetten består af tre musikere fra Danmark og en fra Letland, deraf navnet Letmark. Ved koncerten kan man også høre gymnasieelev og MGK-elev, Mette Højen spille kornet. Hun spiller den musik, hun vil bruge til optagelsesprøven på konservatoriet. Hun akkompagneres afVibeke Skagbo. Koncerten indeholder også vokale indslag. Fra Sæby kommer søskendetrioen Conny, Karin og Leif Holm og synger a capella. De tre søskende synger normalt i gospelkoret Consentus. Ydereligere vokal vellyd sørger Hirtshals Kirkes børne- og ungdomskor for under ledelse af Birgitte Zielke. Koret, der blev stiftet i 2000, deltager i Danmarks Radios landsdækkende sangerdyst Fra kyst til kyst og har netop fået at vide, at koret deltager i A-rækken, som 5. bedst af 38 deltagende kor. Billetter til koncerten kan købes hos Rossels Boghandel på P. Nørkjærs Plads.