Sjov i slyngelstaten

Nordkoreanere griner ikke af hvad som helst, fandt DR’s Mads Brügger ud af, da han sammen med to dansk-koreanske komikere tog til det lukkede land

De dansk-koreanske komikere Simon Jul og Jacob Nossell foran en statue af Kim Yong-Il - i folkemunde kendt som “den kære leder”.
Foto: René Johannsen/DR

De dansk-koreanske komikere Simon Jul og Jacob Nossell foran en statue af Kim Yong-Il - i folkemunde kendt som “den kære leder”. Foto: René Johannsen/DR

Det er sjældent, at Nordkorea og humor optræder i samme tv-program. Men det er ikke desto mindre opskriften, når Simon Jul (komiker kendt fra “Banjos Likørstue”) og Jacob Nossell (stand-up-komiker) som teatertruppen “Det røde kapel” gæster det lille stalinistiske diktatur. Her skal de opføre et stykke som en dansk-nordkoreansk kulturudveksling. Men forestillingen bliver hurtigt ændret af censuren, for der er kontrol med kulturen i landet, der netop har gennemført sin første atomprøvesprængning. Derfor blev det en speciel oplevelse for det lille DR-hold at besøge det fattige land, da man som gæst kun møder de folk og ser de ting, som regimet har bestemt, fortæller programmets instruktør Mads Brügger. - De har forfinet det stalinistiske diktatur til en grad, hvor det er morsomt. Deres billedsprog og æstetik bliver humoristisk. Samtidig er det et uhyggeligt sted. Skadefro folkesjæl Før holdet drog til Nordkorea, havde Mads Brügger hørt, at befolkningen har barnlig humor og synes, pruttepuder er sjove. Men det virkede heller ikke på dem. Der var faktisk intet af Jakob Nossell og Simon Juls oprindelige teaterstykke, nordkoreanerne syntes var sjovt. Det var utrolig svært at blive klog på nordkoreanernes humor, fortæller Mads Brügger. - Efter 50 år med tankekontrol fungerer ironi og satire overhovedet ikke i deres verden. De har presset dyrkelsen af “den kære leder” Kim Yong-Il til et punkt, hvor det ikke ville fungere, hvis der fandtes ironi, fortæller instruktøren. Derfor kan de forherligende billeder og statuer af Nordkoreas leder, som landet er overplastret med, virke morsomme for en dansker, netop fordi, de er så overdrevne. For en nordkoreaner, der aldrig har oplevet andet, er der dog ikke noget at grine af her. Der var dog en enkelt scene i danskernes teaterstykke, der kunne få nordkoreanerne til at motionere lattermusklerne. - På et tidspunkt, hvor Simon er så ond ved Jacob, at han begynder at græde, og Simon så slår en skoggerlatter op; der begyndte de at grine, fortæller Mads Brügger og konstaterer, at nordkoreanerne har en noget skadefro humor. For danskerne er Nordkorea sjovt tv, men for nordkoreanerne er det den deprimerende dagligdag. Mads Brügger har dog ikke problemer med at kombinere humor og diktatur på tv. - Hvis man vil undersøge, hvordan en befolkning har det, er den bedste lakmusprøve at teste landets humoristiske sans, mener han. Eksperimentet viser, at teaterstykket bliver censureret i stumper og stykker. - De misbruger latteren, siger Mads Brügger, der oplevede, at det nordkoreanske regime ændrede en ikke-ideologisk forestilling til en omgang sort og mærkelig propaganda. Det første af fire afsnit af “Det røde kapel” sendes i aftenpå DR2 kl. 20.40