EMNER

Sjov leg i Jumboland

Legeland på 1.500 kvadratmeter åbner i Skalborg

SKALBORG:Trampoliner, rutchebaner, Tarzan-bane og hoppeborge. Det er blot nogle af de legeredskaber, som børn mellem nul og 12 år kan boltre sig i, når Jumboland på Gøteborgvej i Skalborg åbner fredag. Jumboland er på 1.500 kvadratmeter, så der er god plads til drenge og piger, der vil hygge sig i nogle timer. Det er Jeanett og Gary Marks, der står bag Jumboland. Parret har arbejdet med planerne gennem fire år, efter at de fik inspiration i Sydafrika og Holland til at etablere et legeland. Ifølge Jeanett Marks råder Jumboland over Danmarks største legesystem. Èt af legesystemerne fylder alene 350 kvadratmeter, og derudover er der en stor afdeling for de 0-5-årige. I tilknytning til legeredskaberne er der et cafeteria. Ejerne håber på, at der kommer omkring 60.000 gæster om året. - Det er meningen, at det skal være et sted, hvor familien kan være sammen på børnenes præmisser. Man bliver jo glad, når man leger og bevæger sig, og legeredskaberne er gode for børnenes motorik, siger Jeanett Marks, der understreger, at Jumboland ikke skal være et sted, hvor forældrene kan parkere børnene, men de selv tager i City Syd for at handle. - Det skal være en familieoplevelse af komme her. Beliggenheden i et erhvervsområde bekymrer ikke initiativtagerne. - Det var svært at finde et velegnet lokale, for det er vigtigt, at der er højt til loftet. Og den slags lokaler finder man ikke i centrum. Jeg synes, at det ligger et sted, hvor det er let tilgængeligt, og det er centralt i forhold til centrum, City Syd og Aalborg Øst, siger Jeanett Marks, der lægger stor vægt på, at voksne har let ved at holde øje med børnene i legelandet. I går havde ejerne besøg af testpiloter fra Byplanvejens Skole, Seminarieskolen og Margrethegården Børnehave. Og de høje hvin og råb fra de mange børn vidnede om, at de hyggede sig gevaldigt. - Det er rigtig sjovt, fordi der er så mange sjove ting at lave. Klatrestativet er det allerbedste. Du kan da godt se, at jeg sveder helt vildt, stønnede otte-årige Oliver Lynge Thomsen, før sammen med sin kammerat Patrick Frandsen Christensen styrede mod den store legelabyrint. Jeanett og Gary Marks overvejer blandt andet at arrangere børnefødselsdage, temafester og børnedisko i Jumboland, der kun har lukket om mandagen.