Sjov smag

Rasmus Heide, filminstruktør, får ikke anmelderne til at dåne. Foto: Jannie Stentoft

Rasmus Heide, filminstruktør, får ikke anmelderne til at dåne. Foto: Jannie Stentoft

ANDERLEDES HUMOR: "Stjerner uden hjerner", "Maveplasker" og "Amatørteater-udgave af en rigtig film". Hvis man skal tro anmelderne, så er der ikke meget at grine af i filmen "Alle for én", som makkerparret Rasmus Heide og Mick Øgendahl står bag. Langt de fleste smider kun to ud af seks mulige stjerner efter filmen, der handler om fire barndomsvenners venskab sat på prøve. Og de fleste instruktører ville nok klø sig bekymret i nakken og tvivle på talentet efter sådan en omgang. Men instruktør Rasmus Heide tager sandsynligvis de rynkede anmeldernæser med anderledes oprejst pande. Han har nemlig prøvet det før. Hverken debutfilmen "Blå mænd" eller efterfølgeren "Julefrokosten" faldt i særlig høj grad i anmeldernes smag. Alligevel endte "Blå mænd" med at trække knap en halv million i biografen, mens et par hundredetusinde året efter valgte at tilbringe en aften i biografmørket med fortællinger fra en julefrokost pakket ind i en folkekomedie. Dengang pointerede Rasmus Heide i Politiken, at nok ville han underholde. Men han ville mere end det: - At give slip og give sig selv lov til at grine løsner op. På den måde kan det være terapeutisk at se en julekomedie, lød det blandt andet fra den 31-årige instruktør, der godt nok aldrig har fået en formel instruktøruddannelse, men til gengæld har masser erfaring med sig ind i filmbranchen. I en årrække var han assisterende instruktør for Wikke og Rasmussen, ligesom han også har lavet en del tv- og reklamefilm inden "Blå mænd". Rasmus Heide er født i Ribe, og muligvis er det derfra, hans fornemmelse for folkekomedie stammer. Det provinsielle er i hvert fald ikke noget fyord i Rasmus Heides verden. Tværtimod. Og det var måske også en af grundene til, at Rasmus Heide faldt i hak med manden fra Falster, Mick Øgendahl, da de to mødtes for 10 år siden. "Det var to bonderøve, der mødtes", som de har sagt. Siden har de så lavet tre film sammen, og venskabet fungerer også fint som arbejdsfællesskab. - Man behøver ikke sige så meget, og hvis der er noget, der skal laves om på settet, er det nemmere at skære ind til benet med det samme, lyder forklaringen fra Rasmus Heide, der i øvrigt ikke kun sidder i instruktørstolen og lader andre folk bedømme det færdige resultat. Han sidder også i dommerpanelet hos DR2's "Smagsdommerne", hvor han blandt andet har bedømt Olafur Eliasson, SM-teater og tegneserier. Men selvom han har en mening om mange andre kunstarter og genrer, er der ikke noget, der tyder på, at Rasmus Heide fravælger komedien foreløbig. Anmelder-høvl eller ej. For som han sagde for nylig til DR P4: - Mange spørger mig, om jeg ikke snart skal i gang med nogle seriøse film. Men det er faktisk meget seriøst at lave netop sjove film. Jeg er vild med at lave komedier, og så længe jeg føler, at jeg hele tiden kan gøre det endnu bedre, har jeg ikke planer om andre genrer.