Sjov, sundhed og samvær i JSI for hele familien

JERSLEV:Gymnastikafdelingen i Jerslev laver i samarbejde med Sund By i Brønderslev fire temalørdage, der kommer til at handle om kost, motion og socialt samvær for hele familien. Der satses på hyggelige familiedage med input fra diætister, fælles madlavning i skolekøkkenet og forskellige aktiviteter for børn, forældre og bedsteforældre. Første mødedag er lørdag 6. oktober. Denne dag er der fokus på morgenmad og mellemmåltider. For børnene er der stjerneløb på sportspladsen, og de voksne vil få forevist, hvilke udendørs aktiviteter gymnastikafdelingen kan byde på. Der er mødested ved Toftegårdsskolens gamle indgang. I november er emnet en sundere jul og julehygge. I februar vises udpluk fra motionsholdene i spinning, judo og pilates samt hurtige og sunde madpakker. I april sluttes af med en friluftstur til Hallund Enge med løb i det skønne terræn og bålmad. Der skal ske tilmeldelse senest 1. oktober til Vivi Petersen. ruk