Sjove dage i Vester Hornum

Trods blandet vejr trak byfesten masser af børn og voksne til

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Et par sørøvere fra Frederikshavn stod i spidsen for børne-underholdningen.

VESTER HORNUM: Selv om vejret var køligt og regnfuldt, så kunne det på ingen måde holde de gode borgere i Vester Hornum hjemme fra åretst store byfest. Det blev fire dage med masser af liv på festpladsen og venskabelige dyster, hvor både råstyrke, opfindsomhed og kogekunst blev sat på prøve. Fredag bød blandt andet på et bilrebusløb, hvor man skulle løse poster undervejs på en rute. Her vandt familien Jensen fra Flejsborgvej, mens familien Rokkedal fra Ejstrup blev nummer to. Otte hold dystede i konkurrencen ”Stjerne for en aften” i teltet. Vinderen blev Karoline Bojer og Sabrina Mejer. Mange havde taget turen op i byfestteltet for at spise gris og høre de unge solister optræde. Lørdag havde mekanikerfruerne Ann, Bodil og Lone nok at gøre med at smage på de 14 lagkager, der var indleveret til bedømmelse i lagkagekonkurrencen. Torrill Angel vandt både for smag og kreativitet, mens Gitte Pedersen vandt i kategorien ”den flottest pyntede”. Børneunderholdningen var i år lagt i hænderne på et par pirater fra Frederikshavn. De arrangerede skattejagt og andre sjove ting, hvor flere af byens borgere blev involveret i roller som Sorte Sara og Røde Yrsa. Lørdag aften i hallen var der igen god tilslutning. Deltagerne kunne blandt andet more sig over en forrygende revy, hvor mange lokale folk fik et lille hip med på vejen. Til trods for regnvejret søndag mødte mange op for at se optoget, der bød på mange flotte og fantasifulde indslag. Vinderen i børneoptoget blev søskendeflokken Vasegård, der illustrerede fugleinfluenza-sagen med et stort æg og kyllinger. Camilla Viborg fik andenpladsen med et indianertema, mens de lokale FDF’ere fik en tredjeplads. I de voksne rækker gik tredjepræmien til Vinkelvej for et indslag om golf. En gruppe fra Ejstrup fik en andenplads for et indslag om bakterier i drikkevandet. mens familierne Gustav og Viborg for tredje år i træk vandt førstepræmien. Også de havde fugleinfluenza som tema. Klædt ud som høns efterlod holdet fjer langs hele ruten gennem byen. Det var Vester Hornum Idrætsforening, Vester Hornum Badmintonklub og Vester Hornum Håndboldklub, der stod bag byfesten, som plejer at give et overskud til deling mellem de tre foreninger. Sidste år blev det til godt 30.000 kroner, og det bliver efter alt at dømme ikke ringere i år, vurderer byfestens kasserer Lene West.