Sjovt at ”snuble” på nettet

Spændende websider ligger snublende nær, når du bruger ”StumbleUpon”. Dette program bringer dig på kollisionskurs med ukendte websider, som med stor sandsynlighed vil falde i din smag.

Ud fra dine tilbagemeldinger bliver StumbleUpon bedre til at gætte, hvad du - og dine ligesindede - kan lide.
EMNER 6. marts 2007 21:22

Når man zapper på tv eller bladrer i sin avis, kan man være heldig at falde over noget, man ikke vidste, man havde brug for eller lyst til. Den slags overraskelser møder man sjældent på nettet. De fleste af os har et begrænset antal websider, vi jævnligt vender tilbage til. Og når man søger på nettet, gælder det om at være så specifik som muligt - netop for at undgå det uventede. Hvis du vil have flere overraskelser på nettet, kan du installere programmet StumbleUpon. Titlen kan oversættes til ”Snuble over” eller ”Støde på”. For dette program bringer dig på kollisionskurs med ukendte websider, som med stor sandsynlighed vil falde i din smag. Start med at gå til: www.stumbleupon.com - og begynd tilmeldingen ved at klikke på ”Sign up here”. Den efterfølgende procedure afhænger af, hvilken weblæser du bruger. Så følg instrukserne på skærmen. Tjenesten virker både med Internet Explorer og Firefox. Før du kan få glæde af programmet, skal du oplyse lidt om, hvilke emner du interesserer dig for. Dette er blot for at komme i gang. Efterhånden som du bruger programmet, lærer det automatisk mere om dine interesser. Er du i humør til en opdagelsesrejse, klikker du bare på den store ”Stumble!” knap. Så bringes du straks til en webside, der formodes at falde i din smag. Med knappen ved siden af kan du fokusere ”snubleturen” til udvalgte emnekategorier. I sagens natur er langt de fleste sider på engelsk, for StumbleUpon er en global tjeneste. Lad tommelen tale Når du finder en rigtig god webside, kan du klikke på det lille ”tommelfinger opad” ikon, der vises i programmets værktøjslinje øverst i weblæseren. Omvendt kan skuffelser markeres med et klik på den nedadvendte tommelfinger. Programmet bruger disse tilbagemeldinger til at hjælpe dig og andre på sporet af gode websider. Det virker efter det gamle, velprøvede princip, at nok er vi mennesker forskellige - men vi er det på samme måde. Så hvis du kan lide side A, og hader side B, deler du sikkert smag med andre brugere, der har samme mening om disse sider. Derfor er der god grund til, at I udveksler jeres foretrukne sider C, D, E og så videre. Med flere hundrede millioner ”snublere” er vi oppe i en målestok, hvor denne metode bliver overraskende træfsikker - og dermed et værdifuldt alternativ til mere traditionelle værktøjer som Google. Faktisk kan StumbleUpon bruges som en regulær søgemaskine. Skriv blot det ønskede ord i søgefeltet, som også findes i den nye StumbleUpon-værktøjslinje øverst i weblæseren. Her kan du også frembringe en liste med personer fra hele verden, der deler dine interesser. Mange har endda tilknyttet et foto. Og det er muligt at kontakte andre brugere, hvis de har givet tilladelse til dette. Her er mange flere muligheder - så gå endelig på opdagelse i menuerne. Og nyd snubleturen!

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...