Sjovt og hårdt jubilæumsår

Det er gået over forventning. Det er museumsdirektør Lisette Vind Ebbesens umiddelbare konklusion på Skagens Museums 100 års jubilæumsår.

Museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen behøver blot at kigge i statistikken over antal besøgende på museet for at se, hvornår Krøyers maleri Roserne blev hængt op. Arkivfoto

Museumsdirektør Lisette Vind Ebbesen behøver blot at kigge i statistikken over antal besøgende på museet for at se, hvornår Krøyers maleri Roserne blev hængt op. Arkivfoto

- Vi er ikke slidt ned, tværtimod, så er det min fornemmelse, at alle på museet synes, det har været sjovt. Selv om der også har været meget arbejde, synes jeg, det har givet meget energi, og vi har da også selv fejret jubilæet og ikke kun knoklet, siger Lisette Vind Ebbesen. - De forventninger vi havde, er absolut blevet opfyldt, og strukturen med først jubilæumsbogen, som udkom i december 2007, salonudstillingen, sommerens mange salonarrangementer, dage med aftenåbent - og dét med langsomt at bygge op til selve jubilæumsdagen, 20. oktober, har vist sig at holde. Roserne - Og så fik vi jo en helt fantastisk afslutning på året med erhvervelsen af P.S. Krøyers maleri Roserne. Det var spændende. Vi har selvfølgelig arbejdet længe på at kunne sikre os maleriet, som er et af Krøyers hovedværker, men det var ikke noget, vi kunne planlægge. - Og selv om besøgstallet i år generelt har ligget en hel del over det, vi forventede, så kan vi godt se på besøgstallene, hvornår Roserne blev hængt op i udstillingen, siger Lisette Vind Ebbesen. - Vi havde, syntes vi selv, budgetteret dristigt ved at regne med 140.000 besøgende, men det har heldigvis sig at være et forsigtigt skøn. Vi kommer op på cirka 165.000 og det er virkelig glædeligt. Øget interesse - Når vi mente, at vi budgetterede optimistisk, skyldes det, at museet i en årrække har haft faldende besøgstal med kun 110.000 besøgende i 2007 efter, at vi i 2006 havde 123.000. - Forventningen til næste år er ikke, at vi kommer over tallet for i år, for et 100 års jubilæum skulle gerne være markant, men jeg håber, at vi kommer pænt over besøgstallet for 2007, fordi arrangementerne og udstillingen i år gerne skulle have øget interessen for museet og samlingen generelt. - Og så får vi også i 2009 nogle meget spændende og markante udstillinger - først åbningsudstillingen med værker af 14 danske fotografer, og sommeren over særudstillingen i anledning af 150-året for Anna Anchers fødsel, siger Lisette Vind Ebbesen.