EMNER

Sjusket forslag fra SF

SYGEDAGPENGE:Jeg kan konstatere, at Mogens Thykjær (18.5.) anklager mig for at nægte kræftpatienter sygedagpenge, hvis de selv tager til Kina for at få behandling. Det er ikke korrekt. Fakta er, at jeg og dermed Dansk Folkeparti er indstillet på at finde en løsning for kræftpatienterne, hvilket også fremgik af debatten under førstebehandling i Folketinget af forslaget om sygedagpenge til borgere, der søger behandlingen for livstruende sygdomme uden for EU. Vi vil meget gerne komme disse patienter til hjælp – men problemet er, at forslaget fra Socialistisk Folkeparti simpelthen er for dårligt og uigennemtænkt. Det åbner op for at tage sygedagpenge med ud til alle former for behandling uden for EU, lige fra healing til anerkendte behandlinger. Derfor kan vi ikke stemme for forslaget. Jeg har i den forbindelse kontaktet regeringen for at finde en løsning på problemet, og vi er enige om at arbejde målrettet for at hjælpe de patienter, der er taget til Kina for at få kvalificeret behandling. Vi har således sørget for, at der kommer skub i processen, men uden at give støtte til kvaksalverere, sådan som forslaget fra Socialistisk Folkeparti kan åbne op for. Lad os koncentrere os om kræftpatienterne, der tager til Kina, og give dem en fair behandling.