Skål og skrumpelever

EMNER 6. oktober 2002 08:00

DRIKKELSE: Unge får ikke uoprettelige skader på kroppen af at drikke tidligt - men på lang sigt kan det gå galt Skulle 13-årige Henrik komme hønefuld hjem, eller har 12-årige Gitte fået et par Bacardi Breezer for meget, er der god grund til at løfte stemmen som forælder. Men der er ingen grund til at tro, at børn og unge sådan umiddelbart tager skade på kroppen af, at de har fuldet sig. - Selvfølgelig kan de unge komme galt afsted, ved at de styrter på cyklen, eller ved at de falder ud foran en togvogn, når de er berusede. Men sådan med det samme får de unge ikke egentlige fysiske skader. Så skal de i hvert fald have drukket ekstremt meget, forklarer professor Morten Grønbæk fra Center for Alkoholforskning under Statens Institut for Folkesundhed. Når de fleste drikker, opstår rusvirkningen i løbet af 10-20 minutter, og for at alkoholen bliver nedbrudt igen, skal leveren på arbejde. Man kan sige, at leveren kommer med en slags alkoholnedbrydende enzym, som arbejder for at få én gjort ædru igen. - Leveren fungerer jo også hos børn og unge, så i realiteten kan selv seks-otte-åriges lever godt nedbryde alkohol - men de skal selvfølgelig ikke have det, understreger Morten Grønbæk, der fortæller, at en ung eksempelvis altid vil kunne forbedre sit helbred betydeligt ved at stoppe drikkeriet. - Selv om børn og unge ikke er færdigudvoksede, når de begynder at drikke alkohol, bremser promillerne ikke kroppens vækst. For nok skejer de unge ud til festerne - men du vil ikke se mange, der drikker de maksimale 14 genstande for kvinder og 21 genstande for mænd hver uge, mener Morten Grønbæk. Han ser umiddelbart større farer ved de unges evne til at fungere i hverdagen - når de til tider får en masse inden for vesten. Uoplagthed, manglende energi, træthed, mavebesvær og nedsat seksuallyst er bare nogle af bivirkningerne - ikke bare for mindreårige, men for alle, der tager godt fra af de våde varer. - Mange unge har svært ved at forholde sig til, at de måske kan få skrumpelever, betændelse i bugspytkirtlen eller kræft i mundhulen eller spiserøret om mange år, fordi de har drukket for meget - og det er måske også forståeligt nok, at de ikke tænker så langt. Derimod vil mange af dem formentlig tænke over, at deres seksuelle ydeevne allerede daler ved fem-seks genstande, mener Morten Grønbæk. Selv om de mere langsigtede virkninger næppe er dem, de unge funderer mest over, er der nu god grund til at tænke på dem alligevel. Og grund til at gøre alt for at forebygge, så de unge ikke drikker så meget, mener professoren i alkoholforskning. - En langsigtet virkning af drikkeriet kan være, at flere ender i alkoholisme. Én af farerne ved, at vi ser unge drikke tidligere og tidligere, er, at flere unge allerede kan være afhængige af alkohol i 18-20-års alderen, mener Morten Grønbæk. På Center for Alkoholforskning går han og flere andre forskere snart i gang med at undersøge, hvordan det går 10.000 skoleelever i 7.-8. og 9. klasse over en ti-års periode med hensyn til alkohol. Her vil man blandt andet kunne se, hvordan de unges drikkevaner udvikler sig over årene, og eksempelvis se, om unge med en tidlig alkoholdebut, oftere kommer i uføre senere i livet end andre. - Vi ved faktisk forbavsende lidt om det i dag. De fleste undersøgelser med unge bliver lavet én gang - og så følger man dem ikke op, siger Morten Grønbæk. Én af de kedelige tendenser, han har set de seneste år er, at der faktisk er flere danskere, der dør af skrumpelever. Hvor der i 1970 var omtrent 450, der døde af det om året i Danmark, er tallet nu omkring 650. - Vi ved faktisk ikke hvorfor - men det kan være fordi generationen, der var ung i 60'erne faktisk også drak ret meget. Virkningerne viser sig jo typisk først langt senere, siger Morten Grønbæk. 42 procent af alle danske børn har i dag prøvet at være fulde, inden de fejrer 13-års fødselsdag. Der bliver taget godt fra, når unge er på charterferie til Spanien eller på anden måde mødes i weekenderne. Foto: Peter Elmholt

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...