EMNER

Skål på forventning

Forventningens glæde er en størrelse, min mormor gjorde meget ud af at lære mig om. At forberede noget godt i god tid, gå og snakke om det, tænke på det, glædes ved det, var vigtigt for hende. Og blev det derfor for mig. Derfor lå julegaverne også fremme i kurven ved brændeovnen, inden de skulle gives væk, så jeg helt egoistisk også kunne få mest mulig glæde af dem. Jeg gik der og sendte dem små blikke, og de fortalte mig om de smil, de ville fremkalde hos knægtene, hos mine søstre, min bror, min niece og alle de andre, jeg er så heldig at kunne købe gaver til. Det er også min mormors fortjeneste, at jeg gerne vil kende til besøg i god tid, så jeg kan gå og se frem til timerne med nogle, jeg holder af. Jeg elsker også overraskelser, dem ville jeg nødig gå glip af, men forventningens glæde har så mange fordele. Den kan man trække frem når og hvor som helst, man lige har brug for lidt glæde på en grå dag. Den er langtidsholdbar, og den kan modelleres til den størrelse, man har lyst til. Det er så også lige præcis problemet med den der forventning ... For hvad nu, når den virkelige hændelse ikke lever op til forventningen? Hvad sker der så? Jo, man kan blive skuffet, det kan man da. Så derfor er det nok bedre ikke at forvente for meget. Sådan tænkte min mormor ikke, men mange gør. Lad nu være med at håbe for meget, det kan gå galt, det bliver nok bare godt nok, der er ingen grund til at tro for meget... Sådan hører jeg ind imellem folk tale. Også til mig. Det gør mig både sorgfuld og gal. For hvorfor fjerne nogen som helst glæde fra nogen som helst? Det fatter jeg ikke. For uanset hvad, der sker, kan skuffelsen ikke fjerne de mange gode minutter, man har haft med at gå og glæde sig. Og selve øjeblikket, hvor forventningen forløses, gaven åbnes, gæsterne kommer, da er man jo lige der, hvor det sker - og ikke inde i forventningen. Den er jo overstået. Derfor glæder jeg mig også til næste år. Det nye år, jeg forventer bliver endnu bedre end det forgangne. Hvorfor ikke? Hvorfor ikke gå ind i det med forventningen om det gode? Vi ved, der kommer sorger og barske begivenheder ind i vores liv, men for at klare dem sammen er det godt at tro på, at forvente, at vi kan. Den forventning har jeg. Ligesom jeg forventer, at maden nytårsaften er sublim, champagnen er suveræn og bragene balstyrisk flotte. Godt nytår!