Hospitaler

Skån budbringeren

Slå ikke budbringeren ihjel. Det er hårdt at gå fra en næsten kultagtig popularitet til at blive syndebuk, hvor alt det, man gør og rører ved, er forkert.

Det er noget i den retning, Lene Espersen har oplevet, siden hun blev udenrigsminister og formand for De Konservative. Senest er det hendes håndtering af statens overbetaling af privathospitalerne med næsten én milliard kroner, som er eksploderet omkring hende. Jeg skal da også gerne medgive, at hendes håndtering i forhold til Folketinget og offentligheden ser særdeles problematisk ud. Det kan og skal på ingen måde undskyldes. Jeg vil dog godt gøre opmærksom på, at Lene Espersen i sagen om overbetaling til privathospitalerne ikke er problemet, men bør takkes for, at hun gik ud til offentligheden og forlangte stop for overbetaling. Tidligere sundhedsminister Lars Løkke Rasmussens personlige indsats for at betale opbygningen af privathospitaler ved misbrug af offentlige midler er den egentlige skandale. Lene Espersen var bare budbringeren, som man nu forsøger at ”slå politisk ihjel”. Vi ved nu fra den aktindsigt, som pressen har fået adgang til, at når Lene Espersen valgte at gå ud med et konservativt udspil om at nedsætte betalingen til de private hospitaler med 25 pct. skyldes det, at hendes partifælle Jakob Aksel Nielsen som sundhedsminister ikke kunne få lov til at løse problemet for statsminister Lars Løkke Rasmussen, der som tidligere sundhedsminister havde begået magtmisbrug med sin overbetaling. Det skulle tværtimod fejes ind under gulvtæppet. Derfor blev det den konservative partiformand, som gik ud ved et konservativt udspil om at nedsætte betalingen til privathospitalerne. Det er rosværdigt og var et forsøg på at få stoppet misbrug af offentlige midler til private hospitaler. Det egentlige problem er statsministeren, der som sundhedsminister, misbrugte sit embede. Den store skandale er, at han som statsminister forsøgte at forhindre sin efterfølger Jakob Aksel Nielsen i at stoppe misbruget af offentlige midler. At Lene Espersen og Jakob Aksel Nielsen ikke stiltiende ville finde sig i, at misbruget bare skulle fortsætte, synes jeg egentlig vi skylder dem tak for. Måden, som det så skete på, er særdeles problematisk, når det ender i vildledning af Folketinget og af offentligheden, men det må ikke skygge for, at det egentlige problem er statsminister Lars Løkke Rasmussen og ikke udenrigsminister Lene Espersen.