Skab liv på landet

Kører vi ude på landet og gennem vore mange landsbyer, møder vi det ene nedlagte landbrug efter det andet. Som regel er der lys i stuehuset, men avlsbygningerne står tomme med flere og flere tegn på forfald. Der er i Danmark over 100.000 tomme landbrugsbygninger.

Lokalpolitik 1. februar 2012 05:00

En anden kategori af problembygninger på landet er ca. 8.000 faldefærdige boliger. Omkring halvdelen er forladt og står tilbage som ruiner. Gøres der ikke noget, fortsætter forfaldet i vore landsbyer og landdistrikter, og hvilket syn møder os så om 5 til 10 år? Kommunerne har i dag en statslig nedrivningspulje på 250 millioner kroner. Men skulle de over 100.000 tomme landbrugsbygninger og 8.000 faldefærdige boligruiner fjernes, ville det koste knap 8 milliarder kroner. Vi kommer derfor ikke langt med en nedrivningspulje på 250 millioner kroner. Men der er en vej at gå, som både kan skabe liv i mange af de tomme bygninger, men som også kan give vækst og udvikling på landet. Vi skal have iværksætteren, hånd-værk og småindustri tilbage til landsbysamfundene. Siden kommunalreformen og by- og landzoneloven (i dag planloven) i 1970, har iværksættere, håndværk og småindustri været henvist til byzone. I landzone må der kun være landbrug, skovbrug og fiskeri. Men det er alt for dyrt at være iværksætter i byen. Først skal familien bo i et parcel-hus, så skal der købes en industrigrund af kommunen, bygges en hal, installeres inventar, og så har banken sagt stop. Ikke så sært at Danmark har en af Europas laveste iværksætterprocenter. Anderledes økonomisk overkommeligt ville det være for iværksætteren, håndværk og småindustri at etablere sig på landet. Her kunne der startes op i de tomme bygninger og familien kunne bo i det tilhørende stuehus. Men får iværksætteren succes, og har brug for at bygge til, siger planloven nej, og der henvises til en industrigrund i byen. Derfor må planloven liberaliseres, så iværksætteren, håndværk og småindustri igen kan udfolde sig på landet. Mange tomme bygninger kunne genanvendes, tusinder af arbejdspladser opstå, og ny bosætning styrke landsbyskolen, foreningslivet, frivillig-heden, det folkelige fællesskab m.v. Iværksætteren kan skabe liv på landet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...