Skabt i Guds billede

Holder vi lige for en stund dyrevelfærd ude af diskussionen, er det altovervejende menneskers tro, der kommer genteknologien på tværs - eller måske snarere troende menneskers følelser og fornemmelser for troen. Det er derfor, at folketingsgruppernes formænd normalt stiller medlemmerne frit, når vi skal i gang med den følelses- og fornuftsmæssigt komplicerede lovgivning om genteknologi, som vi alle helst ville slippe for at skulle tage stilling til. Men vi slipper desværre ikke, for lovgivning må der hele tiden til på netop dét område, for de videnskabelige landvindinger foregår i et rasende tempo, og lovgiverne er i sagens natur altid mange måneder eller år bagefter. Hvor lovgivere på andre områder ofte er bag nyskabelser eller måske ligefrem iværksætter tigerspring fremad, er det for lovgiverne, hvor det gælder genteknologi altid et spørgsmål om at sætte bremser i, om at begrænse eller måske ligefrem at stoppe op og forbyde. Blandt troende er genteknologi af det onde. Troende - hvad enten det nu er kristne, jøder eller muslimer - vender sig instinktivt mod, som det udtrykkes, at mennesket sætter sig i Guds sted, og man taler om, at videnskabsmænd leger Gud, og når vi mennesker leger Gud, gør vi os skyldige i gudsbespottelse. Islam kender jeg desværre ikke så meget til i denne forbindelse, men i den gængse mosaisk-kristne tradition er Gud skaberen og skaberværket må der ikke ændres på eller manipuleres med. Udtrykket "det skabende menneske" har således ikke noget med Guds skaberværk at gøre, men opfattes traditionelt på en anden måde. Deri ligger, at et menneske har en kunstnerisk evne, at vedkommende kan male, skrive eller lave skulpturer - eller måske være mester for en særlig flot pryd- eller nyttehave. I haven er det dog selv blandt troende til nød tolereret, at gartneren gerne må fremelske eller skabe nogle særligt velsmagende pærer eller en særlig smuk rose. Men den troendes tolerancetærskel overskrides, når der manipuleres med levende væseners gener. Når dyr eller planter klones, når der skabes helt nye arter eller når for længst uddøde arter bringes til live igen. For skabermonopolet er pr. definition Guds. Men samtidig er vi mennesker jo i overensstemmelse med Skabelsesberetningen "skabt i Guds billede". Det afgørende spørgsmål er således nu, hvad der ligger i det at være skabt i Guds billede. Drejer det sig alene om, at vi rent fysisk ser ud som Vorherre - at vi som Ham har en næse, en mund, et par øjne, et par øren, ben at gå på, hænder og fingre. Eller drejer sig om, at vi også er udstyret med Guds egenskaber? Ja, noget kunne i hvert fald tyde på, at vi mennesker, ud over det rent objektive har flere ting tilfælles med Vorherre. Man kan ligefrem sige, at Vorherre ustandselig viser "menneskelige egenskaber" - hvorved forstås egenskaber, man bestemt ikke forbinder med det ufejlbarligt guddommelige. Af Bibelen kan vi således lære, at Gud kan blive vred. Han kan gøre det gode og han kan gøre det onde. Han straffer og ophøjer. Han kan også glædes over ting eller blive ked af det. Han kan skifte mening - og ændre på noget af det, Han allerede havde sat i værk. Han kan ynkes, han kan fortryde, han kan ærgre sig over sine egne beslutninger. Ja, Han er ligefrem modtagelig overfor menneskelige argumenter! Abraham og Moses kunne således finde på at gå i rette med Gud. Jakob nægtede at slippe, før Gud havde velsignet ham. Andre har kæmpet med Gud, og Gud har - særdeles menneskeligt - vist eftergivenhed. Alt sammen, mildt sagt, ikke specielt guddommeligt. Og i hvert fald ikke det mindste ufejlbarligt. Men i stedet for at udtrykke det således, at Gud har og viser menneskelige egenskaber, kunne man ligeså rigtigt udtrykke det således, at vi mennesker har guddommelige egenskaber. Vi ser ud som Vorherre. Vi gør det gode og det onde, vi er glade og kede af det. Vi skifter mening, vi ynkes, vi fortryder, vi ærgrer os, vi straffer og ophøjer, vi er indimellem ligefrem modtagelig for argumenter… Selv blandt troende er det bredt accepteret, at vi i bund og grund således besidder samtlige Vorherres egenskaber - store som små. Men benytter vi mennesker den i særklasse allervigtigste af de fælles egenskaber, vi har med Gud, nemlig den skabende egenskab, gør vi os angiveligt skyldige i gudsbespottelse. For vi mennesker kan jo skabe. Og kunne vi ikke det, havde vi jo ikke nødig at lave lovgivning på genteknologiens område. Kunne man, for diskussionens skyld, forestille sig en situation, hvor vi mennesker i og med at vi netop ikke benytter de skabende evner, vi altså indiskutérbart har tilfælles med Vorherre, netop gør os skyldige i gudsbespottelse? Kunne man, for diskussionens skyld, forestille sig, at det netop var vor jordiske pligt med vore skaberevner at gøre alt det, vi kan for at udrydde sygdomme og at sørge for længere og bedre menneskeligt liv? Svaret ligger i Skabelsesberetningen, hvor Bibelen erklærer: "Gud skabte mennesket i sit billede". Så ligesom Gud er skaber, er mennesket en skaber. I at være en skaber ligger det altid at være under udvikling. Vi kan som mennesker og skabere ikke fortsætte uden at ændre. Repetition kalder ikke på det største i mennesker, men på det laveste. Det store menneskelige liv leves kun, når der skabes. Hvert menneske er en skabende kunstner, og når mennesket holder op med at være originalt, at producere eller at skabe - når i stedet det monotone bliver dagligdag, ja, så mistes livet og lidenskaben. Fremfor at krybe i skjul og vælge den lette løsning, som det er at unddrage sig den skabelsesforpligtelse, som vi mennesker - i og med at vi er skabte i Guds billede - er pålagt og som vi evner, bør den troende kristne eller jøde derfor stille sig selv spørgsmålet, om han eller hun med samvittigheden i behold fortsat vil kunne unddrage sig denne besværlige forpligtelse.