Skade kan bringe Usain Bolts OL i fare

Supersprinteren Usain Bolt pådrog sig en forstrækning ved de jamaicanske udtagelsesmesterskaber til OL.

Ritzau
FILE PHOTO - Athletics - Jamaica National Trials - Men's 100m - Kingston Foto: Reuters/Gilbert Bellamy
2. juli 2016 07:54

Lidt mere end en måned inden det går løs ved OL i Rio de Janeiro, er der opstået tvivl om, hvor vidt den jamaicanske atletikstjerne Usain Bolt overhovedet kan stille op ved den store begivenhed.

Fredag blev han således skadet i forbindelse med de jamaicanske mesterskaber, der også fungerer som udtagelsesmesterskaber til OL.

Bolt trak sig bare 20 minutter inden starten til finalen i 100 meter.

Der er tale om en forstrækning i baglåret, som umiddelbart ikke skulle koste ham deltagelsen ved OL.

I en udtalelse fortæller Bolt, at han både følte smerter efter det indledende løb og semifinalen torsdag. Herefter indsendte han en lægeerklæring for at blive fritaget fra at deltage i finalen.

- Jeg vil øjeblikkeligt søge behandling, og så håber jeg at kunne vise, jeg er fit til London Anniversary Games 22. juli (Diamond League-stævne) for at blive udtaget til OL i Rio, skriver han på Twitter.

29-årige Bolt har i alt seks OL-guldmedaljer på sit cv. Således har han lavet hattrick ved at vinde på 100 meter, 200 meter og 4 x 100 meter både i 2008 og 2012.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...