Skade på ubestemt tid
Jim Andreasen afventer behandlingsforløb for nakkeskade

Jim Andreasen er i øjeblikket i gang med at komme sig over en alvorlig nakkeskade, som han pådrog sig under sparring. Arkivfoto: Hans Ravn Hans Ravn NORDJYSKE Medier
PANDRUP:Normalt er sværvægteren Jim Andreasen et godt bud på en guldmedalje, når Pandrup Bokseklub sender sine boksere af sted til de danske mesterskaber, men han deltog ikke ved mesterskaberne i Gilleleje i den forgangne weekend.
Årsagen er, at han nu i længere tid har siddet ude med en skade, som han pådrog sig i de sidste forberedelser til VM for militærboksere tidligere på efteråret.
- Det var næsten så ærgerligt, som det kunne være. Det var den sidste omgang af den sidste sparring inden mesterskaberne. 20 sekunder før tid får jeg så et slag i toppen af hovedet, og det sender ligesom et tryk ned igennem nakken og igennem venstre arm, fortæller Jim Andreasen.
- Jeg kunne i 15 minutter nærmest ikke mærke min venstre arm, og så var der meget store smerter. Og selv den dag i dag har jeg stadig følelsesforstyrrelser i armen og i tre af fingrene på venstre hånd, siger han.
Efterfølgende har han været til to scanninger for at få klarlagt skadens omfang, og det har vist sig, at der ikke er tale om en diskosprolaps i nakken, men om noget der minder lidt om det. Dog betyder det, at han ikke skal gennemgå en operation, men i stedet kan træne skaden væk.
- Det er jeg selvfølgelig glad for, men jeg ved stadig ikke, hvor længe skaden holder mig ude. Jeg går lige nu og venter på at få en henvisning til en fysioterapeut, og så skal vedkommende tilrettelægge et forløb, der skal få mig på ret kurs igen. Lige nu kan jeg stadig mærke til skaden i dagligdagen, men der er klar bedring i forhold til de første dage, siger sværvægteren.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.