Skade spolerer Sara Slotts comeback i Diamond League

Den danske atletikstjerne måtte humpe i mål på 400 meter hæk ved Diamond League-stævnet i Lausanne torsdag.

Sara Slott Petersen (nummer tre fra venstre), pådrog sig en skade, da hun løb 400 meter hæk ved Diamond League-stævne i Schweiz torsdag aften. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Sara Slott Petersen (nummer tre fra venstre), pådrog sig en skade, da hun løb 400 meter hæk ved Diamond League-stævne i Schweiz torsdag aften. Foto: Adrian Dennis/Ritzau Scanpix

Sara Slott Petersen var opsat på at vise sit niveau, da kvinderne torsdag løb 400 meter hæk ved Diamond League-stævnet i Lausanne i Schweiz.

Danskeren virkede også godt løbende, indtil hun pludselig stoppede brat op og måtte humpe afsted på vej mod målstregen med, hvad der lignede en akut skade.

Sara Slott Petersen blev derfor sidst i løbet og noteret for en helt ligegyldig tid på 1 minut og 30,61 sekunder.

Vinder blev amerikanske Shamier Little i tiden 53,41 sekunder.

Sara Slott Petersen var tilbage i Diamond League-regi, efter at hun måtte melde afbud til stævnerne i Shanghai, Eugene og senest Oslo, hvor 400 meter hæk hos kvinderne også var på programmet.

Ved VM i fjor i London røg Sara Slott Petersen ud i semifinalen.

Hendes danske rekord er på 53,55 sekunder, som blev sat i OL-finalen i Rio i 2016, hvor hun fik sølvmedalje.

Sara Slott Petersen vandt EM-guld på distancen i 2016.

Sidste løb ved stævnet var kvindernes 4 x 100 meter, og her var det danske stafetlandshold med.

Holdet bestod af Louise Østergård, Ida Karstoft, Mette Graversgaard og Mathilde U. Kramer, og de danske kvinder sluttede på sjettepladsen.

Det var dog i en tid, der sikrede ny dansk rekord.

De danske kvinder løb i tiden 44,95 sekunder.

Den hidtidige danske rekord lød på 45,04 sekunder og blev sat i 1983.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.