Terrorisme

Skadelig logik

”Jeg vil gerne slå fast – det er ikke terrorister, der skal bestemme, hvordan vi indretter det danske samfund. Vi skal stå sammen om at afvise deres angreb og ikke bøje os”.

Dette er statsminister Anders Fogh Rasmussen seneste kommentar i forbindelse med oppositionens kritik af den udenrigspolitiske linje som regeringen sammen med DFer arkitekterne bag og dermed også ansvarlig for. Kommentaren (28.6.) blev fulgt op af en pinlig og særdeles upassende sammenligning med samarbejdsregeringen under besættelsen. Statsministeren sætter hermed igen nye standarder i sin leflen for laveste fællesnævner. Ovenstående citat er blot et enkelt i den verserende debat og fremstiller endnu engang et helt forkvaklet billede af den politiske situation og debat. At sammenstille oppositionens kritiske holdning overfor Danmarks efterhånden ganske omfattende krigsindsatser rundt omkring i verden som værende lig med støtte til terroristerne, er i bedste fald håbløst forkert og i værste fald helt og aldeles hæmmende for en sund politisk debat. Logikken bag Foghs udtalelser synes at ligge sig i kølvandet på Bush’ mantra om, at ”er man ikke med os, er man imod os”. Denne logik er både farlig og dybt skadelig. Desuden er det bedrøveligt at en dansk statsminister i den grad lader sig forføre af en helt igennem mislykket amerikansk præsident og ukritisk både følger dennes politiske linje og argumentation. Desuden er det jo i direkte modstrid med de seneste syv års danske politik og udviklingen internationalt, at påstå at terroristerne ikke skal have eller har indflydelse på, hvorledes man indretter sig politisk. Terrorpakker har afløst hinanden siden 11. september 2001 og har betydet en betragtelig indskrænkning af de friheder og rettigheder, som statsministeren hævder at Danmark kæmper for rundt omkring i verden. I Sverige har man netop vedtaget en lov, som gør det muligt at aflytte telefonopkald, sms’er, e-mail osv. uden forhåndsgodkendelse eller endda begrundet mistanke. Det kan med andre ord karakteriseres som en blanco check i forhold til myndighedernes og statens mulighed for, at overvåge borgere og begrundelsen: at beskytte sig mod terror. Der er talrige lignende eksempler verden over. Ovennævnte understreger den i særklasse dobbeltmoralske standard, som regeringen også på dette område repræsenterer og advokere for. At man oplever en kritisk opposition i forhold til den udenrigspolitiske linje understreger netop, at der også her – naturligvis – er et ønske om, at beskytte danske interesser bedst muligt mod terror. Oppositionens kritik tager udgangspunkt i opfattelsen af politiske spørgsmål som værende dynamiske og dermed udviklende over tid og derfor opfordrer man regeringen til en eller anden form for efterrationalisering af de seneste års udenrigspolitiske linje i kølvandet på, hvad den har frembragt. For regeringen derimod er det afgørende spørgsmål, om man er for eller imod kampen mod terrorisme. Dette nærmer sig komplet idioti, da svaret er indlysende og tilmed skygger dette spørgsmål for en langt vigtigere debat, nemlig hvorledes denne kamp skal tage sig ud. De seneste syv års danske erfaringer på det udenrigspolitiske område har i den grad understreget behovet for, at stille spørgsmål vedrørende den førte danske udenrigspolitik.