Fodbold

Skadesramte Blokhus i historisk opgør

Der skrives historie på Jetsmark Stadion, når Blokhus FC i eftermiddag for første gang nogensinde byder på fodbold i 1. division.

I sidste sæson var der masser at juble over i Blokhus FC. I landets næstbedste række får holdet en svær start mod AB. Foto: Henrik Bo

I sidste sæson var der masser at juble over i Blokhus FC. I landets næstbedste række får holdet en svær start mod AB. Foto: Henrik Bo

Hæderkronede AB kommer på besøg til sæsonens første opgør for oprykkerne, der i sidste weekend i den allersidste testkamp i Fredericia fik en forsmag på, hvad der venter fra de bedste hold i rækken. - Øretæven dernede på 7-1 har selvfølgelig pillet lidt ved vores selvtillid og gjort os lidt usikre inden turneringspremieren, og vi skal i hvert fald have optimeret vores defensiv, hvis vi skal have en chance mod AB, siger Blokhustræner, Søren Kusk. - AB betragter jeg som et kommende midterhold i 1. division, og skal vi overleve i rækken, er det et hold, som vi gerne skal tage point fra på hjemmebane. Søren Kusk stiller dog med et noget skadesramt mandskab. Kasper Stiller var i ugens løb uheldig til træning, hvor han har beskadiget et ledbånd i knæet og derfor er ude i en måneds tid. Også den rutinerede trio Christian Overby, Nikolaj Thomsen og Malthe Nygaard sidder udenfor med skader. Den nye amerikaner i Blokhus FC, Dustin Corea, er heller ikke med i truppen mod AB, da hans papirer ikke er gået i orden endnu. Cheftræner Søren Kusk ser frem mod en sæson, der kræver rigtig meget af de lyseblå, hvis de vil overleve i landets næstbedste række. - Vi vil blive udsat for et langt større pres i alle henseender end i 2. division i sidste sæson, så vi kommer til at arbejde hårdt, men det rækker ikke alene, så vi skal også prøve at spille kynisk og forsøge at fastholde spillet, selv om vi ikke bliver spilstyrende, som vi var i 2. division. - I det hele taget venter der mange store opgaver på os i debutsæsonen i 1. division, slutter Søren Kusk.