Skadet Messi melder afbud til landskamp

Barcelona-stjernen pådrog sig en lyskeskade i sit landsholdscomeback fredag aften.

Lionel Messis comebackkamp for Argentina blev en skuffelse med 1-3-nederlaget til Venezuela.

Lionel Messis comebackkamp for Argentina blev en skuffelse med 1-3-nederlaget til Venezuela.

MADRID:Fredag aften fik han comeback på det argentinske landshold, men nu venter der Lionel Messi en ny landsholdspause.

Barcelona-stjernen har nemlig meldt afbud til Argentinas testkamp mod Marokko på tirsdag.

Det skyldes dog ikke, at han allerede er blevet træt af landsholdsfodbold igen. I stedet er det en lyskeskade, der forhindrer Messi i at stille op.

Argentinas Fodboldforbund meddeler på Twitter, at både Messi og midtbanespilleren Gonzalo Martinez må melde fra til Marokko-kampen.

Her jagter argentinerne oprejsning efter fredagens overraskende nederlag til Venezuela, hvor Messi gjorde comeback efter otte måneders frivillig landsholdspause.

Det var hans første landskamp siden den skuffende indsats ved VM i Rusland, men tilbagekomsten blev ingen succes.

Venezuelanerne var foran 2-0 ved pausen og endte med at vinde 3-1 i kampen, der blev spillet på Atlético Madrids bane i Madrid.

Testkampene mod Venezuela og Marokko er en del af Argentinas forberedelser til Copa América, der spilles i Brasilien til sommer.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.