Skadet Messi misser Barcelonas træningstur til USA

Mindre end to uger før sæsonstarten i den spanske liga døjer Lionel Messi med en skade i læggen.

Lionel Messi er blevet skadet mindre end to uger før ligastarten i Spanien. Arkivfoto.

Lionel Messi er blevet skadet mindre end to uger før ligastarten i Spanien. Arkivfoto.

BARCELONA:Superstjernen Lionel Messi rejser ikke med holdkammeraterne i FC Barcelona til USA som forberedelse til turneringsstarten i den spanske liga.

Den spanske mesterklub oplyser, at den 32-årige argentiner har pådraget sig en lægskade.

Det skete mandag på angriberens første træningsdag efter en sommerpause, der har budt på et Copa America med Argentinas landshold.

- Messi måtte trække sig med ubehag i højre ben, skriver Barcelona.

- Messi bliver i Barcelona og vil ikke rejse med til USA, lyder det videre.

Klubben sætter ingen tidshorisont på skadens varighed.

Argentineren ærgrer sig over sin kedelige start på sæsonen.

- Jeg ville gerne i gang igen, men desværre havde jeg et uheld under den første træning, og det vil holde mig ude i et stykke tid, skriver Messi på Instagram.

Barcelona indleder sæsonen i den spanske liga 16. august ude mod Athletic Bilbao.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.