Skæbneår for Grønlandstrafik

Rapport holdes hemmelig, men Aalborg Havn vurderer at stå stærkt

AALBORG:For Aalborg Havn er det helt store spørgsmål i 2005, hvordan det vil gå med Grønlandstrafikken, som er en af havnens vigtigste aktiviteter. Hvordan det vil gå kan man få et vigtigt fingerpeg om i en ny rapport om økonomiske fordele og ulemper ved seks danske havne som basishavn for godstrafikken mellem Danmark og Grønland. Men konklusionerne i rapporten fra ingeniørfirmaet Carl Bro hemmeligholdes indtil videre, fordi bestyrelsen for Royal Arctic Line nu har givet den videre som et forhandlingsoplæg til det grønlandske hjemmestyre. - Og så længe oplysningerne har betydning for hjemmestyrets forhandlingsposition, vil vi holde kortene tæt ind til kroppen, siger Jens Andersen, chef for Royal Arctic Line. Aalborg Havns direktør, Svend Christensen, tager dog den usikre situation med ro. Han vurderer, at havnen står stærkt i kraft af sine 35 års erfaring med det grønlandske gods. - Vi har stor ekspertise i, hvordan tingene skal gribes an, og man skal huske på, at hovedparten af containerne stadig skal pakkes individuelt, fordi der er tale om relativt beskedne mængder til et meget stort antal modtagere, forklarer Svend Christensen. Han henviser til, at de brændstofbesparelser, der måtte ligge i at benytte andre havne med kortere afstand til Grønland meget hurtigt kan blive overhalet af omkostninger ved håndtering af godset i land. Egentlig udløber kontrakten om at være dansk basishavn for Royal Arctic Line løber først i sommeren 2006, men beslutningen om den fremtidige basishavn ventes forhandlet på plads i løbet af 2005.