Skæbnedag for Zaza

AaB-målmanden tager igen handskerne på ved dagens træning, og han er forsigtig optimist

Karim Zaza kan bllive tvunget til en rolle som tilskuer lørdag mod FC Nordsjælland. Foto: Lars Pauli

Karim Zaza kan bllive tvunget til en rolle som tilskuer lørdag mod FC Nordsjælland. Foto: Lars Pauli

Han har været dømt ude af guldjagten, men håbet om et comeback inden sæsonen slutter 24. maj lever stadig for AaB's skulderskadede Karim Zaza. Om han har noget at have det i, kan vise sig ved dagens AaB-træning. Her tager målmanden handskerne på for første gang siden, han blev skadet for tre uger siden. - Jeg skal bare lave nogle ganske almindelige opvarmningsøvelser, men det kan give mig en ide om det er muligt at gøre comeback. Jeg vil helst ikke sige for meget eller sætte mine forventninger op. For det kan jo være at jeg må stoppe efter at have grebet den første bold. Men jeg har en god fornemmelse, lyder det fra Karim Zaza. Hans skade har sendt sportsdirektør Lynge Jakobsen på overarbejde med at finde en ny målmand. Det har set ud til at svenske Ivo Vazgec ville blive løsningen, men da DBU endnu ikke har fået en tilfredsstillende forklaring på, hvorfor han fik ophævet kontrakten med den græske klub FC Larissa, kan der ikke laves en aftale med AaB.