Skæbnesvanger kærlighed i Afrika

”Den hvide Masai” er fyldt med billeder af overordentlig stor skønhed.

”Den hvide Masai” er fyldt med billeder af overordentlig stor skønhed.

Så er der tysk film i landsdelen, og det har jo i mange år været lidt af en sjældenhed. I ”Den hvide Masai” følger vi parret Carola og Stefan på rejse i Kenya, hvor de tilfældigt støder på den indfødte kriger Lemalian. Det er et møde, der bliver skæbnesvangert, for Carola forelsker sig hovedkuls i den stolte kriger. Hun er så betaget, at hun beslutter at afbestille sin hjemrejse for at blive i Kenya og gifte sig med Lemalian, og hun bliver gravid med sin sorte ægtemand. For at tilbyde sit barn de bedste betingelser, vælger Carola at åbne en butik i landsbyen. Butikken bliver hurtigt en stor succes til Lemalians store misundelse. Han føler sig mere og mere ydmyget af Carolas personlige succes, og fra da af udvikler Carolas liv sig til et levende mareridt. Filmen er baseret på en virkelig historie og en roman af samme navn, skrevet af Corinne Hofmann fra Schweiz. Instruktøren Hermine Huntgeburth er født i Paderborn og har fået sin filmuddannelse i Hamburg. Filmen har fået pæne anmeldelser overalt. Det har bogen såmænd også. Filmen varer 2 timer og 11 minutter og er tilladt fra 11 år. Filmen havde premiere for tre uger siden, og den ankommer først til Aalborg umiddelbart inden premieren i aften, og derfor har vi ikke været i stand til at anmelde den til dagens avis.