Børnepasning

Skæbnetime for børnehave

Forældre overvejer aktion

AALBORG ØST: Dagen i dag kan let blive skæbnesvanger for Victoriahuset i Aalborg Øst. Trods voldsomme protester fra forældrene fastholder et flertal i socialudvalget nemlig, at de vil lukke børnehaven, og derfor træffes den endelige beslutning formentlig i dag. - Vi har efterhånden gjort alt, hvad vi overhovedet kunne, siger Thomas Uth. Han er selv far til en barn i børnehaven, og derfor er han naturligvis skuffet over politikernes manglende vilje. - Vi er selvfølgelig blevet hørt, og man har også imødekommet nogle af vores krav. Men selv beslutningen lader ikke til at kunne rokkes, og det er vi selvfølgelig kede af, understreger han. Ifølge Thomas Uth har det hverken skortet på opbakning fra forældre eller personale, og derfor forstår han godt, at flere af områdets institutioner efterhånden er nervøse for fremtiden. - Jeg har i hvert fald hørt fra institutionsledere, som ryster lidt i bukserne, siger han. - På Skallerupvej er der f.eks. planer om at skære 20 af de pladser, som man oprindeligt ville oprette, og det giver formentlig en vis utryghed. Ifølge Thomas Uth overvejer forældrene pt., om de vil lave en aktion i forbindelse med mødet i dag, og de mødes under alle omstændigheder til sommerfest i aften. - Og så må vi jo se, om det bliver til gravøl ved samme lejlighed, siger han.