Skælmsk og alvorlig

Arne Dahl: Elleve

Litteratur 22. september 2009 06:00

Så er der afskedsmiddag med A-gruppen. Og hvilken middag! Der er dækket op med kalvesteg, vildsvin og skomagerlaks i den kandelaberbelyste spisesal på herregården, hvor Rigskriminalpolitiets specialenhed for voldskriminalitet med internationale aspekter møder hinanden igen efter gruppens opløsning. De 10 medlemmer af gruppen har ikke set hinanden i et år, men har nu modtaget en invitation til at møde op på denne fjerntbeliggende herregård. Hver medbringende en fortælling om et emne, en erindring, en selvoplevet erfaring, som har betydet noget specielt for dem. Oprindelig havde Arne Dahl tænkt sig at afrunde sin 10-binds serie med ”Himmeløje”. Men knap var den udkommet og læst, før nyheden om et bind 11 – meget sigende kaldt netop det – indløb. Det er en sproglig, elegant skælmehistorie med ganske alvorlige pointer. Som sædvanlig hos Dahl er det ”samtidspesten”, der bliver dissekeret og undersøgt minutiøst. Altså det moderne livs forråelse, kriminalitetens internationalisering, klodens overophedning, dummebøder, massemorderiske skoleskyderier, hævn, angst, magt, jalousi og selvfølgelig både sex og kærlighed. Det er ikke så lidt af et katalog, men Dahl løser opgaven med vanlig snilde og skarp pen, når han ganske ligesom i Boccaccios "Decameron" lader sine personer fortælle hver deres historie. Hvorefter de andre diskuterer, analyserer, roser og glæder sig over hinandens beretninger. Dahls mål har jo altid ganske ambitiøst været at portrættere vor velfærdsverden og hele den globaliseringsproces, der ind imellem får det til at virke, som om vor klode skrumper hurtigere, end en Ferrari kan køre på tysk motorvej. Samtidig med at det synes, som om al moral og anstændighed går i opløsning, som sukkerknald i nylavet kaffe. Det er rart at møde dem alle sammen igen, kæresteparret Paul Hjelm og Kerstin Holm, Sveriges engang største strisser Gunnar Nyberg, Viggo Norlander, Arto Söderstedt og den netdatemisbrugende Lena Lindberg og alle de andre. Høre dem fortælle og muntre sig med ikke så få flasker vin fra Frankrigs ældste vinproducerende region, Languedoc Pays d’Oc. Men du bliver også under læsning en lille smule irriteret over, at den normalt så overintelligente A-gruppe ikke engang midtvejs i bogen endnu har gættet, at der er nogen, som driver farlig gæk med dem. Det er ikke en egentlig krimi med et indviklet plot, mens vi læsere og A-gruppen leder efter de skyldige, men en elegant litterær leg, hvor vi får sagt farvel og tak for denne gang til A–gruppen, som vi kender den. Det ser nemlig ud til, at der venter nye jobmuligheder forude for dele af gruppen. Det er mere roman, end det er krimi, det er mere leg, end det er blodig alvor, og så alligevel: Det er Dahl i topform og en herlig svanesang, men som sådan også målrettet mod dem, som allerede kender og elsker Dahls persongalleri. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Arne Dahl: ”Elleve” 318 s., 299 kr., Modtryk Udkommer i dag. PS: Forfatteren Arne Dahl kan opleves på hovedbiblioteket i Aalborg i aften kl. 19, hvor han fortæller om sit forfatterskab og bliver interviewet af Peter Kirkegaard, Aalborg Universitet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...