Lokalpolitik

Skænderi udenfor byrådssalen

Beboere sure på byrådsmedlemmer

LØGSTØR:Stemningen var på kogepunktet udenfor byrådssalen efter byrådsmødet i går, hvor byrådet havde netop haft den meget omtalte sag om opførelse af en ny 3300 kvadratmeter stor svinestald i Næsborg-Tolstrup-området på sit bord. Inde i byrådssalen var sagen blevet rejst af formanden for teknisk udvalg, Uffe Bro (S), men fordi det var uden for dagsordenen tillod borgmester Jens Lauritzen (V) ikke partierne at komme med politiske markeringer. Han gav kun Uffe Bro (S) lov til at redegøre for sagsbehandlingen i teknisk udvalg, der for nylig gav landmanden lov til at opføre stalden. De 15 protesterende beboere fra området, der var mødt op til byrådsmødet rasede, da de i forgangen mødte politikerne. - Det er dybt frustrerende. Man er jo ved helt at affolke landområderne, lød det fra Richard Tange, der havde forventet en politisk debat om sagen. Han havde taget et kort med som viser, at Næsborg-Tolstrup i forvejen er plastret til med gårde. I byrådssalen havde beboerne hørt Uffe Bro forklare, at kommunens muligheder er begrænsede, fordi landmanden har overholdt alle love. Dog sagde Uffe Bro, at han personligt gerne havde set, at landmanden for at bevare det gode naboskab havde valgt at flytte byggeriet længere væk fra beboelse. Beboerne er mere kampklare end nogensinde. De har netop dannet en protestgruppe og vil klage, når sagen havner i amtet. Og udenfor Rådhuset gav de hinanden håndslag på at fortsætte kampen. De er klar til at klage til øverste myndighed, Naturklagenævnet. Protestgruppens mål er at få stoppet landmandens byggeri og få landbrugsbyggerier i området langt væk fra beboelse.