Skænker værker til forsamlingshus

Anita Houvenaghel giver seks af sine værker til forsamlingshhuset i Hvilsom

HVILSOM:Hvis man synes, at Hvilsom Forsamlingshus efter en gennemgribende renovering, fremstår med tomme vægge og trænger til at blive frisket lidt op, så er det jo heldigt, at der bor en kunstner i landsbyområdet. Det mener også formanden for forsamlingshuset, Dorthe Jensen, som ved den årlige julefrokost forleden kunne præsentere seks kunstværker på væggene. De er alle skænket til lejligheden af maleren Anita Houvenaghel. - Vi er meget glade for, at vi nu har fået kolorit på væggene, erklærer Dorthe Jensen. - Lokalerne fremstår endnu mere indbydende end før, og det giver gæsterne et godt indtryk, når de træder ind af fordøren, fortsætter Dorthe Jensen. I entreen hænger der nu to store re-produktioner. Det ene forestiller Fyrkat i Hobro, mens det andet er et motiv fra operaen Carmen. Dette billede fremstillede Anita Houvenaghel til Aalborg Kulturcenter i forbindelse med en opførelse af stykket. I forsamlingshusets lille sal prydes væggene af fire originale litografier - alle med motiver fra naturen omkring Hvilsom - fremstillet i den periode, kunstneren selv betegner som ”Langs Hegnet”. Ved julefrokosten forleden, hvor der igen var fyldt til sidste plads og underholdning på scenen i form af den lokale landsbyrevy, kunne forsamlingshuset i øvrigt også glæde sig over endnu en nyhed. 150 nyindkøbte stole blev nemlig taget i brug for første gang