Skærer til benet

Det strammer så meget til med økonomien inden for børne- og familieudvalgets område, at der nu lægges op til kun at gennemføre de absolut nødvendige renoveringsarbejder på skolerne.

Udvalget har vurderet oversigten over behovet for forbedringer, som forvaltningen har gjort op ud fra påbud fra Arbejdstilsynet, ændringer som følge af skolelukninger og behovet for renovering af faglokaler og andre fysiske mangler. På bundlinjen er der brug for istandsættelser og byggeri for 26 millioner kroner i år, vurderes det. Heraf er der akutte behov for 12 mio. kr.. Men det bliver der slet ikke tale om. Børne- og familieudvalget foreslår, at der alene repareres for 3,2 mio. kr., og de skal bruges på at opfylde påbud fra Arbejdstilsynet på Pandrup Skole og Fjerritslev Skole, samt en nødvendig indretning formedelst 150.000 kr. som følge af at børn fra Hjortdal Skole nu skal være på Fjerritslev Skole. Det betyder, at blandt andet et akut behov for at få fornyet hjemkundskabslokalet på Nørhalne Skole er skudt ud på ubestemt tid, men også renoveringer på Biersted Skole, Halvrimmen Skole og Jetsmark Centralskole er skubbet ud i fremtiden. - Vi har skåret det ned til det absolut nødvendige, både fordi det ser skidt ud med økonomien inden for udvalgets område og fordi der er brug for en afklaring af fremtiden for Aabybro Skole, inden vi går videre, forklarer formanden for børne- og familieudvalget, Søren Brink (K). - Aabybro Skoles situation har betydning for andre skoler, så vi skal ikke tage beslutninger for tidligt, pointerer han.

Forsiden