EMNER

Skærgårdskryds i flydende højhus

Mini-krydstogt mellem Stockholm og Helsingfors med nogle af Europas største færger er en herlig sidegevinst

Der er to små visere i de mange ure i Silja Lines kæmpefærger på ruten mellem Stockholm og Helsingfors. De er dekoreret med henholdsvis et svensk og et finsk flag for at markere tidsforskellen på en time mellem Sverige og Finland. Så man går til køjs til svensk tid efter natklubunderholdningen og står op til finsk tid - eller omvendt - på et minicruice mellem de to hovedstæder. Det gælder om at holde styr på tiden, hvis man ikke vil komme for sent til morgenmaden eller agterudsejles på hjemturen. Men det er også den eneste bekymring, passagerene har på de to gigantiske søsterskibe, "Silja Symphony" og "Silja Serenade". Resten er ren afslapning i det flydende højhus, hvor man på soldækket i ca. 40 meters højde kan nyde udsejlingen gennem Stockholms skærgård. Der er afgang kl. 17 fra Stockholm, og i fire timer snor det enorme skib sig langsomt frem mellem grønne øer i alle størrelser med pyntelige, svenskrøde sommerhuse, broer med lystbåde, holme med bøndergårde og græssende køer og nøgne klippeskær, hvor kun mågerne kan finde fodfæste. I fint vejr er det sørejsens højdepunkt, hvad enten udsigten nydes fra stolene på soldækket eller med en drink i hånden i sky-baren på 12. dæk. Højden giver det store overblik, og farten er beskeden af hensyn til omgivelseme og de mange lystbåde i det snævre, øfyldte farvand. På turen tilbage til Stockholm kan de morgenfriske genopleve herlighederne, inden færgen er i havn kl. 9.30 - svensk tid. Maj-september er den bedste tid, for så er det lyst under hele sejlturen i skærgården. Gågade på 7. dæk Der er også lidt skærgård og gamle, græsklædte fæstningsanlæg ved indsejlingen til Helsingfors, så der er nok at se på, hvis man da ikke bliver opslugt af de mange fristende tilbud på det 200 meter lange skib, der er delt midt i af en 140 meter lang gågade på 7. dæk. Her er butikker og barer og 5-6 etager til loftet, så de indvendige kahytter har vinduer ud til gågaden. Ganske fikst og overraskende anderledes. Ellers rummer skibet alt fra indendørs svømmepøl på øverste dæk til spabad i romersk stil i helsesalonen, fra barer med hyggepianist til lækre restauranter og en af Skandinaviens største natklubber med casino og top-underholdning. Vi så fremragende russiske cirkusartister, både på scenen og i gågaden, hvor de svang sig i trapez og reb. Tiden er knap, både den svenske og finske, hvis man skal nå det hele på et minicruice. Det omfatter to overnatninger til søs og en dag til sightseeing i Helsingfors. Her kan man gå til og fra skibet, som man lyster, akkurat som på et rigtigt krydstogt. Et minicruise er således et fristende og økonomisk overkommeligt sidespring til en Stockholms-ferie. Vel er vi på en færge, men oplevelsen er meget tæt på ægte krydstogt-luksus. De to gange Silja er blandt Europas største og bedste udstyrede færger. Maden er god og rigelig, men med fuld skib, 2852 passagerer, er der trængsel omkring tag-selv morgenbordet og middagsbuffet'en. Til gengæld er der fred og ro og en tjener på hver hånd i a la carte restauranterne. Priserne er rimelige, men der er ikke tale om lave søpriser, hverken på mad eller drikke. En irsk kaffe i sky-baren koster ca. 20 af de billige svenske kroner, og en buffetmiddag 225 svenske kroner incl. øl, vin og sodavand ad libitum. Toldfrit for lokale For danskere er der ikke noget at hente i den toldfrie butik. Her er priserne fastsat efter det tårnhøje svenske og finske afgiftsniveau på de farlige varer, som de lokale da også slæber i land i store partier. De kan spare op til 50 procent, mens vi andre kan købe det lige så billigt hjemme hos købmanden. Kun på cigaretter er der lidt at spare. Butikken er toldfri, selv om både Sverige og Finland er med i EU. Det skyldes Ålandsøerne, der er finske men i forbindelse med Finlands optagelse i EU fik status som frihandelsområde ligesom Kanarieøerne. Derfor lægger de store færger til på Ålandsøerne om natten, bare i 10-15 minutter mens trossen gøres fast og fri igen. Så er det toldfri salg reddet, og den store fortjeneste giver basis for at sejle med luksusskibene året rundt. Silja Line har ca. fem mio. passagerer mellem Stockholm og Finland (Helsingfors og Åbo) hvert år, og konkurrenten Viking Line et lignende antal. Silja Line er en af verdens største, når det gælder toldfrit salg, men trods de mange fristelser oplevede vi kun et par fulderikkere på skibet. Klientellet spænder fra forretningsfolk på sejlende konference til grupperejsende, indkøbsrejsende, festklædte ferierejsende eller deltagere i private fester, samt skolebørn på udflugt. De sidste holdes i kort snor med en lærer for hver ottende elev. Silja Line er finsk, men heldigvis taler alle ombord også et let forståeligt svensk eller engelsk. For det finske sprog er svært at gennemskue. Udgang hedder varauloskäynti, og sådan er det hele vejen igennem.