Aalborg

Skærpet beredskab på valgsteder

Når valgstederne åbner tirsdag, har de ansvarlige for valghandlingen fra politiet fået besked på at holde øje med mistænkelige personer, biler eller genstande.

Opdager de noget mistænkeligt, skal de kontakte politiet, som desuden jævnligt vil patruljere ved valgstederne. Instruksen er en overreaktion, mener byrådsmedlem Søren P. Mortensen (S) fra Pandrup Kommune. Han er valgstyreformand i landsbyen V. Hjermitslev. Afstemningsstedet findes på den lokale kro, hvor 500 stemmeberettigede har mulighed for at give deres besyv med. - Det er fantastisk, at vi skal bruge politiets ressourcer på dette. Vi har gjort noget galt undervejs og fører den forkerte udenrigspolitik, hvis denne udvikling er nødvendig.Jeg har aldrig oplevet noget lignende, siger Søren P. Mortensen, der har været valgtilforordnet siden 1978. Politimester Poul Nørgaard, Hjørring, som Pandrup sorterer under, siger, at der ikke er nogen konkret trussel. - Alle politikredse har fået en opfordring fra Politiets Efterretningstjeneste om at tage kontakt til kommunerne og briefe de valgtilforordnede om situationen, siger han. -Det skærpede beredskab skyldes terroranslagene 11. september og i Madrid, tilføjer politimesteren.