Danmark

Skærpet kontrol ved den dansk-tyske grænse

Stigende antal flygtninge og migranter får politiet til at øge kontrol

Kontrollen er øget ved grænsen på grund af et stigende antal flygtninge og migranter. Foto: Scanpix

Kontrollen er øget ved grænsen på grund af et stigende antal flygtninge og migranter. Foto: Scanpix

DANMARK:Efter at flere tog i går rullede ind på perronen i Padborg med flygtninge og migranter ombord, er kontrollen ved den dansk-tyske grænse nu skærpet.

Det oplyser vicepolitiinspektør Jan Lambertsen fra Syd-og Sønderjyllands Politi til DR Syd.

- Vi er mere synligt til stede, end vi normalt er. Vi fører kontrol med togene, der ankommer. Det er mere end vi plejer at gøre. Normalt laver vi stikprøver, og dem har vi nu opgraderet, siger Jan Lambertsen.

I går kørte 4-5 tog med i alt 280 flygtninge og migranter ombord over den dansk-tyske grænse. En del af flygtningene nægtede at forlade toget i Rødekro, fordi de ville videre til Sverige og søge asyl der.

Forlod tog efter 12 timer

Med hjælp fra tolke lykkedes det politiet at forklare flygtningene, at de skulle stå ud. Og de sidste 19 flygtninge og migranter forlod toget lidt over midnat efter at have siddet i det standsede tog mere end et halvt døgn.

Politiet er nu i gang med en grundregistrering af flygtningene for at finde ud af, hvem de er, og hvorvidt de ønsker at søge asyl i Danmark.

De første tog ruller i dag ind over grænsen fra klokken syv om morgenen, og politiet er nu til stede for at kontrollere alle tog.

- Vi har ikke konkrete efterretninger, men vi har en formodning om, at der også dukker flygtninge op i dag, siger Jan Lambertsen.

I alt blev 280 flygtninge og migranter tilbageholdt i Sønderjylland i går. Flere hundrede flygtninge og migranter krydsede også grænsen ved Rødby.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.