EMNER

Skærpet sikkerhed ved russisk parlamentsvalg

Foranstaltninger er sat i værk for at forhindre snyd

MOSKVA:Henved 450.000 politibetjente er i weekenden sendt på arbejde over hele Rusland for at sikre ro og orden ved parlamentsvalget i dag og for at forhindre partier og kandidater i at føre valgkamp dagen før valget, der efter russisk tradition er afsat til ¿reflektion og eftertanke¿. Nyhedsbureauet Itar-Tass skriver, at politiet har fået ordre til at slå hårdt ned på eventuelle overtrædelser på den kampagnefri dag. Brud medfører omgående retsforfølgelse og dom. Avisen Kommersant skrev lørdag, at ansvaret for sikkerheden omkring valget er overdraget til efterretningstjenesten FSB. Ifølge avisen har agenter fra FSB, der er efterfølger til sovjettidens KGB, ansvar for at koordinere samarbejdet mellem politi og militær. En efterretningskilde siger, at for første gang er politihovedkvarterer blevet underordnet FSB. Rapporten i Kommersant bliver imidlertid pure afvist af en talsmand for FSB, som præsident Vladimir Putin tidligere har været chef for. - Vore agenter er udstationeret på politistationer for at koordinere fælles aktioner. De vil kun overtage kontrollen, hvis der opstår en nødsituation, siger en talsmand for efterretningsorganisationen. Han tilføjer, at den civile del af sikkerhedspolitiet har ansvaret for sikkerheden under valget. En ny Putin-bevægelse Ud af det blå er en ny bevægelse i øvrigt dukket op på den politiske scene i Rusland forud for parlamentsvalget i dag. ¿Sa Putina¿ (For Putin) har som eneste mål at bevare præsident Vladimir Putin ved magten. - Idéen er at forene folk med forskellige interesser, men som mener det samme om Putin og hans politik, siger Pavel Astakhov til Ritzau. Han er leder for Sa Putina-bevægelsen, der i de seneste uger har arrangeret et væld af hyldestmøder til Putin rundt om i landet. Ifølge Astakhov kan man ikke være ¿medlem¿ af bevægelsen. Man er ¿tilhænger¿. Og med hans ord er der henved 30 millioner tilhængere af Putin i Rusland. Det er rundt regnet godt en fjerdedel af Ruslands 109 millioner vælgere. Tilhængerne er en bred skare og består blandt andet af forretningsfolk, krigsveteraner, ungdomsorganisationer, kvindegrupper og embedsmænd. - Vi ser ikke kun landet som en geografisk størrelse. Vi er klar over, at vi skal have en stærk og stabil stat. Det har vi nu med Putin, og vi vil sikre, at den fortsætter, siger Astakhov, der driver et advokatfirma i Moskva. Han fremhæver, at otte år med Putin ved magten har skabt stor social fremgang og økonomisk vækst. Det er, hvad han kalder ¿Putin-planen¿, og den er vigtig at videreføre. Pavel Astakhov understreger, at Sa Putina ikke har som mål at gøre det umuligt at udskifte præsidenten. Bevægelsens vigtigste opgave er at sikre, der findes en efterfølger, der er lige så stærk og dygtig som Putin - og at Putin fortsat har indflydelse./ritzau/