Retspleje

Skærpet straf for pistoltrussel

AALBORG:Det kommer til at koste den 34-årige Nikolaj Løager Fjordbak to års fængsel, at han 8. oktober sidste år truede en mand med en pistol, da manden ved et uheld var stødt ind i den dømtes kone på banegården i Hjørring. Pistolen bar han ifølge sin forklaring, fordi han følte sig truet. Truslen kostede i første omgang en dom på 18 måneders fængsel ved Retten i Hjørring. Dommen blev efterfølgende anket af både den dømte og anklagemyndigheden. Og mandag lagde Vestre Landsret i Aalborg så yderligere seks måneder oven i byrettens dom. Ifølge sagens anklager Kim Kristensen begrundede landsretten de yderligere måneders fængselsstraf med den skærpelse af våbenlovgivningen, der er sket siden byrettens dom i oktober og frem til i dag.

Forsiden