EMNER

Skærpet tilsyn med opholdsstedet Solhaven

Amtets uanmeldte besøg på Solhaven afslørede manglende kompetencer hos ansatte

Lars Mathiesen.
FOTO:BENT BACH

Lars Mathiesen. FOTO:BENT BACH

Flere medarbejdere på opholdsstedet Solhaven i Farsø er ikke klædt på til at håndtere stedets utilpassede unge. Det afslørede et uanmeldt besøg fra Nordjyllands Amt tidligere på måneden, og amtet har nu besluttet at sætte to af Solhavens seks afdelinger under skærpet tilsyn. - To af vores medarbejdere har ved et besøg konstateret, at flere ansatte på Solhaven ikke havde tilstrækkeligt kendskab til at arbejde med stedets brugergruppe, siger Lars Mathiesen, der er socialdirektør ved Nordjyllands Amt. - Solhaven har selv iværksat en plan for at forbedre tingene, og vi skal nu holde øje med, om den plan bliver fulgt, fortsætter han. Solhaven er en privat institution, og det er derfor ikke amtets opgave at ansætte eller afskedige de ansatte. Alligevel kan amtet i yderste konsekvens lukke opholdsstedet. I september anvendte en ansat på Solhaven ulovlig magt over for en af stedets beboere, og det førte til klager fra de pårørende. Amtet vil ikke oplyse, hvilken magtanvendelse, der var tale om. Også i september har en 16-årig pige anmeldt flere af opholdsstedets pædagoger for vold. Det er dog ikke på den baggrund, at Solhaven nu skal under skærpet tilsyn. - Tilsynet skyldes alene de ting, vores medarbejdere har konstateret ved deres besøg, understreger Lars Mathiesen. Han tilføjer dog, at opmærksomhed i pressen og klagerne fra en beboers pårørende har bragt Solhaven i fokus - også på Amtsgården. Folketingsmedlem Tina Petersen (DF) har tidligere hævdet, at de ansatte på opholdsstedet i Farsø har truet de unge til ikke at udtale sig kritisk om Solhaven. Den påstand fik opholdsstedets leder Søren E. Virenfeldt til at politianmelde politikeren. - Men nu er sagen så alvorlig, at også amtet reagerer. Bedre sent end aldrig, siger Tina Petersen. Under besøget på Solhaven talte amtets medarbejdere med en række af de unge beboere. - Flere unge havde positive ting at sige om stedet, mens en enkelt ikke havde lyst til at udtale sig, siger Lars Mathiesen. Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra Solhavens leder Søren E. Virenfeldt. thomas.wilhelmsen@nordjyske.dk