Skærpet tone mellem McCain og Obama

EMNER 6. oktober 2008 06:00

Washington, søndag /ritzau/AP Republikanerne i USA optrapper angreb på demokraten Obama, nu da dennes forspring over McCain vokser i målingerne. Obama-reklame kalder McCain uberegnelig. En måned før det amerikanske præsidentvalg blev tonen i valgkampen i weekenden mere beskidt og aggressiv, efter at den demokratiske præsidentkandidat, Barack Obama, øgede sit forspring over sin republikanske rival, John McCain. Det er op til McCain at få vendt udviklingen, nu da den igangværende finanskrise har sikret Obama et flertal både i rundspørger på landsplan og i svingstater, der hælder mod Republikanerne, såsom Virginia, North Carolina og Florida. I en ny meningsmåling, der blev offentliggjort i avisen Columbus Dispatch i svingstaten Ohio søndag, høster demokraten 49 procents opbakning mod 42 procent til republikaneren. For at genvinde momentum har McCains valgkampstab derfor bebudet at lancere en kampagne, som skal afsløre, "hvem Obama virkelig er". Republikanernes vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, lagde lørdag ud med at beskylde Illinois-senatoren for at mænge sig med terrorister. - Vi ser Amerika som den største kraft for det gode i verden. Vores modstander er til gengæld én, der åbenbart opfatter Amerika så fejlbehæftet, at han hænger ud med terrorister, som vil angribe deres eget land, sagde Alaskas guvernør ved et møde i Colorado, der havde til formål at samle penge ind til valgkampen. Dermed henviste hun til Obamas kontakter til professor William Ayers, som i 1960'erne var medstifter af den militante gruppe Weather Underground, som stod bag flere angreb på amerikanske mål under Vietnamkrigen. Ayers og Obama var fra midten af 1990'erne begge aktive i diverse velgørenheds- og skoleprojekter i Chicago, hvor de også har boet i samme bydel. Men avisen New York Times og tv-stationen CNN konkluderer efter en granskning af projekterne, at præsidentkandidaten og professoren næppe kan kaldes venner. Den 47-årige Obama, der selv var et barn under Vietnamkrigen, har taget afstand fra Ayers' radikale fortid. Avisen Los Angeles Times skriver søndag, at Palin nu har sluppet sin indre pitbull løs, og Obamas kampagnehold kaldte hendes udtalelser for fornærmende og desperate. - Det er tydeligt, at John McCain og Sarah Palin snarere vil bruge tid på at ødelægge Barack Obama end på at fremlægge en plan for, hvordan vores økonomi skal genoprettes, sagde Obamas talsmand, Hari Sevugan. Senere søndag frigav Obamas valgkampstab en ny tv-reklame, som kalder McCain "uberegnelig", når det gælder bestræbelserne på at løse den finansielle krise. Reklamen vil blive vist på kabel-tv-kanaler, og heri hedder det, at motivet til McCains personangreb på Obama er at bortlede vælgernes opmærksomhed fra tabet af 750.000 amerikanske arbejdspladser i år og fra den finansielle uro. - Og John McCain? Uberegnelig i krisetid. Uden fornemmelse for økonomien, hedder det. /ritzau/AP

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...