Skæv historieskrivning

Modstandskampen spillede en vigtig rolle i de to sidste besættelsesår. Men de nævnte film præsterer skæv historieskrivning, når de søger at holde liv i myten om, at politikerne i SVKR-samlingsregeringen søgte at hindre folket i at sætte sig op imod besættelsesmagten, ligesom det påstås, at politikerne samarbejdede med tyskerne. Men et samarbejde forudsætter jo frivillighed. En sådan var ikke til stede overfor Besættelsesmagten. Derfor er udtrykket forhandlings-politikken mere dækkende. Hvidsten-filmmagerne ser det imidlertid som et vigtigt formål at videreformidle det indtryk, at politikerne i SVKR-samlingsregeringen 1940 - 43 handlede på tværs af folkets interesser - en tanke, som daværende statsminister Anders Fogh jo også lod sig forlyde med, da han i 60-året for den 29. august 1943 - dvs. forhandlingspolitikkens ophør - talte i Søofficersforeningen. Han fremhævede, at "den 29. august 1943... blev Danmarks ære reddet. Den danske regering stoppede langt om længe samarbejdet med den tyske besættelsesmagt og gik af. Efter godt tre års samarbejde med tyskerne blev der endelig rene linjer". Videre i sin tale fremhævede Fogh, at det var "befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken … som tvang (SVKR)-regeringen til at opgive samarbejdet med tyskerne". Men endnu ved valget den 23. marts 1943 afgav flere end nogensinde før - 90 pct. - deres stemme, og af disse mange stemte næsten 95 pct. på de partier, der havde "samarbejdet" med tyskerne. Det er derfor ikke rimeligt at lade folket krybe i ly bag politikerne, sådan som Fogh og mange med ham har gjort det - senest Hvidsten-filmmagerne. De er også meget opmærksomme på, at statsminister Vilh. Buhl (S) i sept. 1942 på SVKR-regeringens vegne ikke bare advarede de unge mod at gennemføre sabotage. Han opfordrede også befolkningen til at videregive oplysninger om sabotageplaner til myndighederne. Det skete imidlertid ikke ud fra et ønske om "stikkeri", som det postuleres i Hvidsten-filmen. Det skete for at undgå, at provokere tyskerne til at indføre dødsstraf for sabotage. I øvrigt var der ikke i 1942 folkelig opbakning bag sådanne aktioner. Lige så oplysende historiebøgerne er om Buhls tale, lige så tavse er de om V-trafikminister Elgaards forslag vedr. dødsstraf for de danske jernbanesabotører, da jernbanesabotagen tog et opsving i sommeren 1943. I sin tale i Søofficersforeningen gjorde Anders Fogh det også klart, at hvis resten af Europa havde handlet lige så afrustningsorienteret, som vi handlede i Danmark, kunne Europa i dag have været nazistisk styret. SR-regeringen Stauning-Munch (1929-40) satte sig som mål at forsøge at gentage Danmarks neutrale status fra Første Verdenskrig. Men efter Hitlers magtovertagelse i 1933 tog Stauning kontakt først med Sverige og siden med England vedr. militærhjælp - uden held. Nazi-Tyskland - verdens på det tidspunkt stærkeste militærmagt - gennemførte 9.4.1940 overfaldet på Danmark med knapt 40.000 mand støttet af 70 kampvogne, to artillerienheder, tre pansertog og adskillige fly. Heroverfor stod der kun ca. 7000 danske soldater i Jylland og ca. 500 flere på øerne. Under de forhold besluttede Stauning og P. Munch efter et par timer at indstille den ulige kamp. Stauning tilbød VK ministerposter i en samlingsregering. De to borgerlige partier var dog stærkt tøvende. De forlangte begge, at SR påtog sig hele ansvaret for den militærpolitiske udvikling i Mellemkrigstiden, skønt V i allerhøjeste grad selv havde et ansvar. På Vs foranledning blev hæren således halveret i årene 1922-32, ligesom der skete en kraftig reduktion af flåden. Historikeren Viggo Sjøqvist fastslår i sin bog "Danmarks udenrigspolitik 1933-1940", at der hermed blev tale om "en nedrustning, som stærkt nærmede sig en afrustning af det danske forsvar". I februar 1940 havde en gruppe skandinaviske journalister lejlighed til under et besøg i London at tale med Winston Churchill, efter at Danmark havde følt sig tvunget til at afslutte en ikke-angrebspagt med Hitler - modsat Norge og Sverige. Men han bebrejdede ikke Danmark noget. Norge og Sverige havde "dog en grav, over hvilken de kunne fordre tigeren, men Danmark ligger så frygteligt nær Tyskland, at det vil være umuligt at bringe hjælp... Det gælder for Danmark om at balancere". Det var nøjagtigt, hvad SR-regeringen - og senere SVKR-regeringen - prøvede at gøre. Da Churchill i nov. 1946 i London fik overrakt kong Chr. X.s Frihedsmedalje erklærede han, "at det altid havde været hans opfattelse, at der for Danmark, da det tyske angreb fandt sted, ikke havde været nogen anden udvej end at forholde sig som sket". Disse Churchill-udtalelser er aldrig rigtigt nået frem til historiebøgerne. Der står heller ikke meget om den brug, som V gjorde af Besættelsen til at hyppe egne kartofler. Bønderne fik i pose og sæk, mens V fik gennemført noget, der stærkt kunne minde om et lønstop. V fik endvidere genindført et stavnsbånd for yngre, ugifte landarbejdere og en bestemmelse om, at unge ugifte byarbejdere kunne tvangsanvises til landbrugsarbejde. Endelig fik V rullet 1933-Socialreformen tilbage og genindført tab af stemmeret for modtagere af socialhjælp. Man har talt meget om det folkelige sammenhold under Besættelsen. Kendsgerningen er, at der - således som besættelsestids-historikeren dr. phil. Hans Kirchhoff har fremhævet det - på Vs foranledning blev ført en skærpet klassekamp. Hvornår får vi mon en film om denne side af besættelsesårene?