Skæve vinkler og sjove tanker

Fiat 500L, Opel Mokka og Ford B-Max byder på nyfortolkninger af det aktive liv i byen. Ford overbeviser mest med sine fantastiske adgangsforhold og rummelighed

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bag rattet byder Mokka på masser af kvalitets-gefühl i instrumenteringen, som er hentet fra Astra.

Masser af plads til nye former og idéer. Sådan tegnede billedet sig i krogene af den store biludstilling i Geneve, hvor der især bliver prøvet nye tanker af i mini-MPV-klassen. Tag bare den forstørrede Fiat 500, der med modelbetegnelsen, 500L, vokser til en hel lille minibus. En bil, der bygger videre fra retrocharmen i den vellykkede 500, men som umiddelbart ikke opleves nær så elegant. Den 4,14 meter lange bil, som bygger på en Punto-platform, lander herhjemme til november. Her falder det i øjnene, at den store 105 hk version af Fiats nye tocylindrede Twinair-motor får lov til at debutere i 500l, som ellers bestykkes med koncernens 1,4 liters benziner på 95 hk og den 1,3 liters diesel på 85 eller 95 hk. Den danske importør forventer, at prisniveauet vil ligge omkring 200.000 kr. for livsstils-MPV'en, der skal bygges i Serbien. B-Max med ladeport Med B-Max byder Ford på masser af nyskabelser. Den praktiske bil får ikke alene skydedøre i begge sider. Som noget helt nyt mangler B-stolpen helt for at give en lettere ind- og udstigning. Noget, som virker godt i praksis, hvor der er 1,5 meters adgangshuller i den for øvrigt rummelige bil, skulle vi hilse og sige. Omkostningerne for herlighederne er dog også til at tage og føle på, nemlig fordøre, der er tunge som onde år. Det gør dem svære at lukke, især hvis underlaget skråner. B-Max, er med sine godt fire meter, 11 centimeter længere end Fiesta og 12 centimeter højere, men 32 centimeter kortere end C-Max. Prisen er endnu ikke på plads for bilen, der lander herhjemme til oktober. Men det står klart, at motorsiden får æren af de nye 1,0 liters Ecoboost-motorer på 100 hk og 120 hk, som vi også har set i Focus. Opel Mokka med masser af ekstra I den mere livsstilsorienterede ende af skalaen finder vi den nye Opel Mokka, der er lige så trendy designet som navnet antyder. Den 4,28 meter lange bil, som på den led svarer til Meriva, byder på et super-cool design og vil både kunne fås med for- eller firhjulstræk. Den lander herhjemme sidst på året, og vil fra starten kunne fås med en 1,4 liters turbobenziner på 140 hk eller en 1,7 liters diesel på 130 hk. Den danske importør har endnu ikke priser på modellen, som befinder sig i et segment af mini-SUV'ere, som der er stor fremdrift i på europæisk plan. Det eksklusive i by-SUV'en fremhæves af den store mængde eksklusivt ekstraudstyr, som er muligt. Det gælder blandt andet ergonomiske sportssæder, certificeret af den tyske rygorganisation AGR, tredje generation af Opels AFL-xenon-forlygter og et frontkamera, der kan læse vejskilte og tilpasse forlygterne bilens hastighed. Standardudstyr bliver Hill Start Assist og Hill Descent Control, der hjælper, når det går stejlt op eller ned i terrænet.