Skævhed i befolkning

Der er stor skævhed på vej i Europas befolkningsdemografi. I år har vi i EU ca. 331 mio. erhvervsaktive.

Om fyrre år, i år 2050, regner vi med, at der er 268 mio. erhvervsaktive i EU. Det er et samlet fald af erhvervsaktive på 63 mio. mennesker. I samme periode forventes vores gennemsnitlige levealder at stige med fem år for kvinder og seks år for mænd, således at andelen af ældre over 80 år stiger fra 4,1 pct. i 2005 til 11,4 pct. i 2050. Det er selvfølgelig meget glædeligt, at Europas befolkning bliver ældre. Det er et udtryk for en sundere befolkning og et godt sygehusvæsen. Det problematiske består i, at der ikke er nok yngre erhvervsaktive. Hvis der ikke er nok yngre erhvervsaktive, er der ikke nok til fysisk at tage sig af den ældre befolkning, ligesom skatteindtægterne må forventes at falde, samtidig med udgifterne til pensioner stiger. Den fremtidige demografiske udvikling i Europa er derfor en tikkende bombe under vores velfærdssystem. Der er i Europa stor forskel på, hvor store de demografiske udfordringer bliver. I Danmark er vi heldigere stillede end mange af vores europæiske naboer. I Polen eksempelvis har Eurostat beregnet, at der i 2060 vil være 69 personer over 65 år for hver 100 personer i den erhvervsaktive alder. Til sammenligning har man beregnet, at der i Danmark vil være 43 personer over 65 år for hver 100 erhvervsaktive dansker. Den vigtigste årsag til, at det står bedre til i Danmark end i de fleste europæiske lande, er, at vi i Danmark længe har haft en højere fødselsrate. I Danmark fødes der i gennemsnit 1,9 børn pr. kvinde, mens EU-gennemsnittet er helt nede på 1,68 børn pr. kvinde, og i nogle lande er det endda helt nede på halvandet barn pr. kvinde. Hvad kan vi så gøre for at forberede os på denne potentielle katastrofe i Europa? Hvordan sikrer vi, at de mange ældre får en værdig alderdom? Og hvordan sikrer vi, at det ikke er på de yngres bekostning? Der er flere steder, hvor der er behov for, at vi griber ind. Et område, som diskuteres meget i EU for øjeblikket, er pensionsalderen. I visse lande bliver man simpelthen nødt til at sætte pensionsalderen op - folk skal blive længere på arbejdsmarkedet. Desuden bør man kigge på, hvorvidt man inden for flere områder skal droppe den tvungne pensionsalder. Hvis en person er frisk og rask og har lyst til at arbejde, så mener jeg også, at han eller hun skal have lov til at forblive i en ansættelse. Det er klart, at der vil være nogle erhverv, hvor der rent fysisk vil være en grænse for, hvor længe en person kan arbejde i en stilling, eksempelvis en pilot. Men der er heldigvis masser af erhverv, hvor en person kan være mindst lige så værdifuld i en alder af 68 år som i en alder af 48 år. Derfor skal vi opfordre dem, der selv har lyst til at blive på arbejdsmarkedet i en høj alder, til at blive. Ud over at vi i Danmark og resten af Europa bør gøre, hvad vi kan for ikke at udelukke ældre på arbejdsmarkedet, kan vi også gøre noget for, at der fødes flere børn. En af årsagerne til, at vi i Danmark og i resten af Norden har en højere fødselsrate end gennemsnittet i Europa, er, at vi stiller børnepasning og gode barselsvilkår til rådighed. Vi er i øjeblikket i EU i gang med at forbedre barselsvilkårene, men mindst lige så vigtigt er det at sikre ordentlige og tilgængelige pasningsforhold, og der er der stadig lang vej i mange europæiske lande. Det er også vigtigt, at vi ikke taber nogle grupper eller generationer på gulvet. I øjeblikket er ungdomsarbejdsløsheden alarmerende høj i EU. I Spanien nærmer den sig 50 pct. Vi risikerer, at alt for mange af disse unge, der ikke kan komme i arbejde nu, aldrig kommer i job og må leve på overførselsindkomster i fremtiden. Ud over at vi ikke må tabe de unge, må vi heller ikke tabe indvandrerne. Der er stadig alt for stor forskel på arbejdsløshedsstatistikkerne for indvandrere og ikke-indvandrere. Derfor bliver vi nødt til i samarbejde med indvandrerne at blive bedre til at integrere indvandrerne i samfundet og på arbejdsmarkedet. Den sidste løsning på problemerne kunne være øget indvandring fra tredjelande. Det ville åbne for en række andre problemer, og det er ikke den løsning, man p.t. taler om i EU. Det er klart, at hvis vi ikke handler, står vi over for en katastrofe i Europa. Selvom katastrofen ikke venter lige om hjørnet, men først for alvor om 30-40 år, er det nu, vi må og skal starte med at afværge den. Ole Christensen (f. 1955). Medlem (S) af Europa-Parlamentet siden 2004. Borgmester i Brovst i 1998-2002. Bor i Brovst.