Tyverier

Skagbo blev dømt til varetægtsfængsling i 14 dage

SKAGEN:En 33-årig skagbo blev tirsdag fremstillet i grundlovsforhør ved retten i Frederikshavn. Den 33-årige blev anholdt natten mellem mandag og tirsdag - sigtet for et indbrud begået 21. juli. Det pågældende indbrud er begået mod tøjforretningen Seven Seas på Sct. Laurentiivej i Skagen. Den 33-årige, som er misbruger, fortalte i retten, at han ikke mente, at han havde begået indbruddet. - Jeg mener, at jeg ville kunne erindre, hvis jeg havde gjort det, fortalte han blandt andet til dommer Mogens Pedersen. Baggrunden for, at den 33-årige er blevet anholdt i sagen, er, at han er blevet optaget på butikkens overvågningsvideo. På optagelserne blev han i øvrigt genkendt af et familiemedlem. Selve indbruddet var begået ved at bryde et nordøstvendt vindue op med en skruetrækker. Der var dog ikke umiddelbart stjålet noget. Skagboen har i øvrigt i forvejen mange pletter på sit cv. Ikke mindre end ti domme i løbet af de seneste otte år har han fået. Sammenlagt løber det op i cirka fire og et halvt års fængsel. Den seneste dom er i øvrigt kun en måned gammel. Til det sagde dommer Mogens Pedersen - Det går simpelthen for stærkt for dig, og derfor bliver du varetægtsfængslet. Mogens Pedersen mente nemlig, at beviserne mod den 33-årige var vægtige, og han besluttede at varetægtsfængsle skagboen i 14 dage.

Forsiden