Skagen

Skagbo dropper VM i H-båden

Herluf Jørgensen (t.v.), der her er på vandet i Starbåd sammen med Emil Hansen, har ikke tid til at jagte endnu en VM-medalje i H-båd. Foto: Peter Broen

Herluf Jørgensen (t.v.), der her er på vandet i Starbåd sammen med Emil Hansen, har ikke tid til at jagte endnu en VM-medalje i H-båd. Foto: Peter Broen

SKAGEN:Den tredobbelte verdensmester i H-båd, Herluf Jørgensen fra Skagen, kommer ikke til at jagte medaljer, når VM i starten af august sejles i Finland. Den 54-årige veteran, der senest vandt VM-guld i 2006, og som sidste år tog sølv, har valgt at prioritere anderledes. – Det er dyrt at tage derop, og det passer også dårligt ind i mit civile job, siger Herluf Jørgensen. Skagen-skipperen deltog så sent som i denne weekend ved DM i H-båd i Nakskov, hvor han sammen med Emil Hansen og Lars Wegener tog sølv. – Vi har haft en del tyvstarter i år, så det havde vi megen fokus på at undgå, men det svingede ikke godt, til at vi kunne nå helt til tops, siger han. Fremover kommer det til at svinge endnu sjældnere for Herluf Jørgensen i H-båden, for han vil i stigende grad satse på at sejle Starbåd. – Den bådtype har jeg afprøvet en del i foråret med to topplaceringer i tyske sejladser til følge, så det bliver den, jeg satser på fremover. Så må H-båden finde sig i at blive puttet ind i programmet, når det er tid, siger Herluf Jørgensen. Næste opgave for skagboen, der sejler med en kunstig hofte, som han fik indopereret i 2006, bliver et stort Star-båd stævne ved Berlin senere på sommeren. Starbåden er modsat H-båden også en olympisk klasse, men det har nu ingen indflydelse på Herluf Jørgensens skifte. – OL er passé for mig. Det er jeg blevet for gammel til, siger han.