Skagbo dyster om kokke-mesterskab

Køkkenchefen på Ruths Hotel i Gl. Skagen, skagboen Kasper Nielsen, deltager som eneste nordjyde i forbindelse med den store fødevaremesse TEMA 2005 i Bella Center København i kampen om at blive Danmarks bedste kok. Det er hotel- og restaurationsbranchens organisation, HORESTA, der i morgen arrangerer finalen i Årets Kok 2005, der har status som danmarksmesterskabet for professionelle kokke. - Jeg glæder mig naturligvis, men jeg er også klar over, at konkurrencen er knivskarp. Jeg har ikke været i finalen før, og jeg ved, at jeg skal dyste mod mange gengangere. Jeg gør mit bedste, og så ser vi, hvor langt, det rækker, siger den beskedne skagbo. Han er blandt finalisterne efter en semifinale i efteråret med 20 deltagere, som blev udvalgt blandt de næsten 50 kokke, der var tilmeldt konkurrencen. - Vi havde i semifinalen to timer til at lave én ret. De ti bedste gik videre til finalen, hvor vi på fem timer skal lave tre retter, og så har vi alle en hjælper med, fortæller Kasper Nielsen. I morgen tidlig får finalisterne udleveret en kasse med råvarer. De 10 skrappe kokke skal i løbet af dagen producere forret, hovedret og dessert. Præmieoverrækkelsen sker søndag klokken 16.30. Kasper Nielsen er som flere af de andre finalister kendt fra det danske kokkelandshold, der leverede en flot præstation ved kokke-OL i Tyskland. Skagboen har tidligere været køkkenchef på Brøndums Hotel i Skagen og er sammen med Claus Jacobsen medforfatter på bogen "Brøndums Hotel - stedet og maden", som udkom på Aschehoug i 2003. I bogen serverer Kasper Nielsen en række spændende opskrifter. I morgen serverer han mad for dommerpanelet, som blandt andre omfatter Mikael Christensen, Restaurant Rosdahls i Aalborg, samt Per Mandrup fra Aalborg Tekniske Skole.