Fodbold

Skagen bliver ved med at vinde i serie 1

De lokale hold i fodboldens serier havde nogle svære kampe på udebane, men slap pænt fra weekendens dyste

Floorball Slutspillets finale FC Outlaws - Frederikshavn Bulldogs FK 4-2 Periodecifre: 1-0, 2-1, 1-1 Målscorere for Outlaws: Karen Vester 3, Agata Plechan 1 Målscorere for Bulldogs: Cecilia Dinardo 1, Stinne Jørgensen 1. FREDERIKSHAVN: Søndag eftermiddag skulle det endelige slag stå. Ærkerivalerne fra Frederikshavn skulle nu mødes endnu engang, men denne gang var det Danmarksmesterskabet, det gjaldt. Outlaws har været stærke i år, men Bulldogs'ene var opsatte på at levere overraskelsen. 1. periode blev fløjtet i gang, og efter blot to minutter kunne Outlaws' spillere tage det første stik i finalen, da Agata Plechan i fri position foran mål kunne score til stillingen 1-0. Derefter pressede begge hold på for en scoring, men perioden endte uden yderligere mål. Outlaws' Karen Vester vågnede op til dåd i kampens 2. periode, idet hun scorede hele to gange. Den første scoring blev sat ind efter blot to minutter, og den anden scorede hun ti minutter senere. Nu kunne Outlaws' spiller skimte sejren i horisonten, men blot fem minutter senere kastede Bulldogs'ene grus i maskineriet med scoringen til 3-1. 3. periode blev kampens mest spændende. Efter fem minutter reducerede Bulldogs' Stinne Jørgensen til stillingen 3-2, og nu var der for alvor liv i kampen. Underdogs'ene lugtede nu blod, og derfor bølgede spillet frem og tilbage. Men med kun fem minutter tilbage af kampen var det meget passende Karen Vester, der gjorde arbejdet færdigt og satte kampens sidste scoring ind til stillingen 4-2. Herfra kørte Outlaws' spillere kampen hjem på rutinen, og det danske mesterskab var i hus. Håndbold 2. division damer Holstebro Håndbold - Sæby HK 37-17 Pausestilling: 16-10 Topscorere for Sæby: Mette Jensen 4, Anette Kristensen 4, Janne Højholt 4. SÆBY: Lørdag eftermiddag var håndboldkvinderne fra Sæby endnu engang på jagt efter en sejr, da modstanderne var Holstebro Håndbold. De to hold lå før kampen side om side i tabellen, men hjemmeholdets tre bagspillere var rykket ned fra Holstebros 1. divisionshold, og dette styrkede holdet enormt. Allerede fra start havde Sæby svært ved at få spillet til at køre. Faktisk førte Holstebro efter små otte minutter med hele 6-1. I forsvaret kunne Sæby ikke omstille sig til Holstebros hurtige angrebsspil, og i den anden ende havde hjemmeholdet to af rækkens bedste målvogtere. Gennem hele kampen resulterede et skudforsøg fra sæbynitterne ofte i en redning, der gav grobund for den efterfølgende kontrascoring. Holstebro var ganske enkelt et bedre hold end Sæby, og det var da også udeholdet, der var presset i bund i samtlige af kampens 60 minutter. Dog skal det siges, at sejren på 37-17 er misvisende stor. 2. division herrer Bjerringbro FH - Frederikshavn fI 22-32 Pausestilling: 5-14 Topscorere for Frederikshavn: Steffan Jensen 7, Thomas Rømer 7. FREDERIKSHAVN: Søndag eftermiddag var de frederikshavnske herrer i håndboldens 2. division i kamp mod ligareserverne fra Bjerringbro. Allerede fra start satte nordjyderne sig på kampen. Dette resulterede i, at lystavlen efter et kvarters spil viste 3-9 i FfI'ernes favør. Frederikshavnerne spillede utrolig flot og disciplineret i forsvaret. Yderligere agerede udeholdets keeper Kristian Hundborg en sikker sidste skanse, hver gang hjemmeholdet alligevel formåede at spille sig igennem FfI¿ernes forsvar. I angrebet spillede frederikshavnerne fornuftigt, selvom en del af de oplagte chancer blev misbrugt på det skammeligste. Alligevel havde nordjyderne skabt sig en komfortabel føring til pausen. Efter pausen slappede frederikshavnerne af, og alle spillerne på bænken fik kampminutter i benene. Den endelige stilling i anden halvleg blev 17-18, men på grund af den store føring fra første halvleg, var sejren ikke til at rokke ved. FfI'erne vandt en sikker sejr. Specielt Steffan Jensen leverede en flot præstation i denne kamp, hvor han var en evig trussel for Bjerringbros forsvar og målvogter. 3. division herrer Strandby/Elling IF - Mejdal IF 27-27 Pausestilling: 14-13 Topscorere for Strandby: Christian Bang 8, Lars Kroghsgaard 7. STRANDBY: Lørdag eftermiddag var Strandby/Elling IF i aktion. Modstanderne kom fra Mejdal, der før kampen lå placeret på rækkens fjerdeplads. Men man skulle ikke afskrive hjemmeholdet på forhånd, da en sejr ville betyde overlevelse i håndboldens 3. division. Kampen startede jævnbyrdigt, hvor specielt Strandby/Elling virkede tændte. Efter et kvarter fik hjemmeholdet slået et lille hul på et par mål til modstanderne. Men mod slutningen af halvlegen brændte Strandby/Elling en del oplagte chancer, og udeholdet formåede at indhente nordjyderne med et par mål. Efter pausen besluttede begge hold at gøre brug af offensive forsvarsformationer, og dette kom Strandby/Elling bedst ud af. Efter tre kvarters spil havde hjemmeholdet nu fået skabt sig en føring på 4-5 mål, og overlevelsen i 3. division syntes at være sikret. Men på daværende tidspunkt indledte Mejdal en sand slutspurt, og dette resulterede i, at de kunne sætte kampens sidste scoring ind til stillingen 27-27 med kun 10 sekunder igen. Fodbold Serie 1 Nibe - Skagen IK 1-4 Pausestilling: 1-2 Målscorere for Skagen: Kasper Lundholm 2, Mikael Andersen 1, Peter Vang 1. SKAGEN: Det var en flok optimistiske skagboer, der fredag løb på banen for at møde Nibe. Med to sejre i bagagen ud af to mulige havde Skagen sat sig selv i en situation, ikke mange nyoprykkere formår. Første halvleg var meget lige, og spillet bølgede frem og tilbage på banen. Men efter 25 minutter kunne Mikael Andersen strække armene i vejret af glæde, da han få øjeblikke tidligere havde sat en inderside på et fladt indlæg fra den ene side og derved scoret til stillingen 0-1. Skagen fortsatte med at presse på, og blot ti minutter senere kunne Kasper Lundholm score et mål, der var næsten identisk sammenlignet med Mikael Andersens. Men fem minutter senere reducerede Nibe, og det var mere held end forstand, der gjorde, at Nibe ikke fik sat den udlignende scoring ind inden pausefløjtet. Seks minutter inde i anden halvleg brændte Nibe et tilkæmpet straffesparksforsøg. Og herefter gik der lang tid, hvor kampen igen bølgede frem og tilbage. Dog lukkede Skagen opgøret med kun fem minutter igen, da Kasper Lundholm scorede til 3-1. Da faldt Nibe sammen, og dette udnyttede Peter Vang til at score til kampens endelige resultat 1-4 blot to minutter efter den forrige scoring. Serie 2 Biersted IF - Frederikshavn fI 1-1 Pausestilling: 1-0 Målscorere for Frederikshavn: Steffen Jensen 1. FREDERIKSHAVN: Lørdag eftermiddag var fodboldspillerne fra FfI i kamp mod Biersteds herrer. Opgøret tegnede til at blive et tæt et af slagsen, da begge hold gik til kampen med én sejr og ét nederlag i sportstasken. Men allerede inden kampen var FfI'erne handikappede, da de var nødt til at sætte den normale markspiller Rune Knudsen i mål. Derfor var frederikshavnerne nødt til at presse Biersted i bund for at undgå spil omkring Runes mål. Dette lykkedes dog ikke i udbredt grad, for efter en lille halv time scorede Biersted på en friløber, hvor en af hjemmeholdets angribere elegant lobbede bolden over den fremstormende frederikshavnske keeper. I anden halvleg lagde FfI'erne pres på hjemmeholdet, og efter 75 minutter satte Steffen Jensen den udlignende scoring ind, da han udnyttede en friløber. Mod kampens slutning havde frederikshavnerne flere store chancer for at afgøre kampen, men bolden ville bare ikke ind, selvom træværkets holdbarhed blev testet et par gange. Serie 2 Vraa/Børglum IF - Hørby IF 3-0 Pausestilling: 2-0 HØRBY: Torsdag aften var nyoprykkerne fra Hørby endnu engang på rov. Modstanderne kom fra Vraa, der før kampen havde et enkelt point mindre end Hørby. Men så tidligt på sæsonen er det ikke muligt at give et reelt billede af styrkeforholdet mellem holdene ud fra pointkontoernes størrelse. Hørby startede kampen godt, men på hjemmeholdets første reelle målchance scorede de. Det var efter kun 13 minutter, Hørby blev straffet for en dum forsvarsfejl. Derefter pressede Hørby på for en udligning, men i stedet var det igen Vraa/Børglum, der fem minutter senere kunne udnytte endnu et forsvarskiks i Hørbys defensiv. Stillingen var 2-0 til hjemmeholdet ved pausen, og det var en flok nedslåede spillere fra Hørby, der var bagud på trods af acceptabelt spil. Efter pausen formåede hjemmeholdet at trække tempoet ud af spillet, og derved gik spillet næsten i stå for Hørby. Midt i halvlegen fik hjemmeholdet udvist en spiller i ti minutter, men faktisk formåede Vraa/Børglum at øge til stillingen 3-0 i denne periode. Efter denne scoring faldt Hørbys spil fuldstændigt sammen, og kampen sluttede uden yderligere scoringer. Serie 2 Aalborg Freja - Sæby IF Skjold 1-1 Pausestilling: 1-1 Målscorere for Sæby: Dennis Poulsen 1 SÆBY: I denne spillerunde var nyoprykkerne fra Sæby IF Skjold på besøg hos Aalborg Freja, der af flere inden sæsonen er blevet spået til at rykke direkte op i Serie 1. Derfor så det ud til at blive en svær opgave for sæbynitterne, men det skulle vise sig, at jægeren blev den jagede i lørdagens opgør. Kampen startede med relativt store chancer til begge hold, og spillet bølgede frem og tilbage over midten af banen. Men det var aalborgenserne, der efter et kvarters spil kunne åbne ballet med scoringen til 1-0. Målet blev affødt af en lidt tilfældig chance, hvor en af Aalborg Frejas angribere pludselig fandt sig selv umarkeret på kanten af feltet. Dog var Sæbys spillere hurtige til at svare igen. Blot ti minutter senere opsnappede Dennis Poulsen en sjusket aflevering på hjemmeholdets banehalvdel og kanonerede den resolut mod målet med en flot scoring til følge. I løbet af halvlegen havde Sæby IF Skjold yderligere en håndfuld halvstore chancer, men desværre blev de alle misbrugt på det skammeligste. Anden halvleg blev fløjtet i gang, men den kastede ikke nogen scoringer af sig, selvom træværket ved flere lejligheder blev banket sønder og sammen.