Skagen - drøm, myte eller virkelighed?

Skagen - og billederne begynder straks at rulle i din indre biograf

10
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sct. Laurentii Vej, et eftertragtet strøg, men lige kønt og ensartet er det ikke. Hvem sagde: En kælling fra hver en by..?

Skagen! Billeder af P.S. Krøyer, Anna og Michael Ancher. Billeder på Skagen Museum ruller over skærmen. Billeder af små gule huse med røde tage. Med hvide striber langs tagryggen. Svenskrøde stakitter med et hvidmalet brædt på toppen. Sorte redskabshuse, med en jolle vendt på hovedet, som tag. Bindesbølls røde pakhuse på havnen. Sommerklædte turister i hobetal. Musik på kajkanten. Glade smil i bybilledet. Er dét Skagen? Er det dén film, der kører i din indre biograf? Er det en myte? Et glansbillede? Er der et andet Skagen? Skønmaleriet af Skagen er måske mest noget vi har på nethinden, alle os udefrakommende. Der er noget magisk over Skagen, men holder det til et tjek i virkelighedens verden? Øjenåbner Onsdag aften drog et halvt hundrede borgere fra Skagens sydlige provins op for ved selvsyn at studere bymiljøet i "den magiske, modsætningsfyldte by". Frederikshavn Byfond har de seneste 10 år sat markante fingeraftryk på arkitekturen i Frederikshavn. Onsdag aften var temaet bevaring kontra udvikling i Skagen og med kommunens tekniske direktør, Mikael Jentsch, som inspirerende guide blev det en øjenåbner af de større. - Frederikshavn har flest turister og Skagen flest værftsarbejdere, siger Mikael Jentsch, og punkterer straks én af myterne, om "hvem vi er". Redningsmanden Turen starter ved den nyrenoverede havnemesterbolig, med udsigt til havnepladsen og den stovte redningsmand. Han står der endnu, som et symbol på skagboernes seje kamp, for overlevelse. Redningsmanden, der drog ud, når stormen rasede og det var liv eller død. Ved siden af Havnemesterboligen, lidt gemt af vejen, står Robert Jakobsens skulptur, som Skagen fik i gave ved havnens 100-års jubilæum i fjor. Giveren, Fonden Realia, havde foretrukket pladsen, hvor redningsmanden knejser, men fiskeren flytter man ikke lige med i Skagen... Spændingsfeltet Det er her i spændingsfeltet på havnen, at fiskere, værftsarbejdere og de lokale møder turister, lystsejlere, alle gæsterne. Det er her det sner. Yderst på kajen opfører Karstensens Skibsværft en ny tørdok. En 35 meter høj katedral. - Det møder ikke modstand i Skagen. Værftet er ekstremt vigtigt for Skagen og skal jo løbe rundt og selv om det ser bombastisk ud, kan det blive arkitektonisk spændende. Sådan er holdningen, forklarer Mikael Jentsch. I gamle dage boede byens fiskeeksportører i de store villaer på Østre Strandvej. Med havkig, forståes. I dag er havudsigten de fleste steder forsvundet bag store grimme fiskeindustrier. Minefelt - måske med havkig Lidt fra Havnemesterboligen står den gamle auktionshal. Som regel gabende tom. Tankespind: Hvis nu man fjernede auktionshallen, ville der blive havkig. Hele vejen fra minefeltet i krydset ved Havnevej/Sct. Laurentii Vej. Tænk sig at kunne sidde der på fortovscaféen og se havet bruse! Lidt som da man fjernede værftet i Helsingør - og pludselig så, at dér i horisonten lå Kronborg Slot. Du godeste! Selv Holger Danske missede med øjnene... I første omgang bliver Havnevej renoveret. Ny belægning - og det smitter forhåbentlig på husene. Ude som inde. Og på den lige lovligt festlige belysning på Skagens hovedpulsåre mellem havn og bymidte. Nyt og gammelt En del af øvelsen går på at forene nyt og gammelt. Tradition og nytænkning. Nogle steder lykkes det. Andre ikke. Rundt om den svenske sømandskirke er der stadig marehalm og strandsand. Et klitlandskab midt i byen. Ved siden af tårner Hotel Lille Nord, store kompakte huse med galvaniserede ståltrapper- og altaner. - Hvad der er pænt eller grimt, er en smagssag. Det kan man altid diskutere. I Skagen lærer man hurtigt, at der ikke er nogen gader, kun veje, stier og små gange. - Husene i Østerby og Vesterby blev lagt, hvor der var læ. Det skal vi have med, når vi skal bygge nyt. Hvordan passer det ind i sammenhængen, og i hvilken sammenhæng? På havnen har vi en række høje bygninger, mens de gamle huse i Østerby og Vesterby er lave Skagenhuse, forklarer Jentsch. Helårshuse eller til leje Den problemstilling er for eksempel aktuel på Skansen, som Susie & Leo for længst har forladt. Nu står bygningen for fald. I stedet skal her opføres ferielejligheder. Som på mange andre adresser i den indre by. "Til leje" står der på mange af husene og blandingen af helårsboliger og udlejningshuse er en sprængfarlig cocktail. - Det betyder stor udskiftning og det giver uro i en by af Skagens størrelse. Det giver også liv i bybilledet og gang i forretningslivet. I hvert fald om sommeren. Men Skagen skal også fungere en råkold februardag, hvor kulingen står ind fra øst. Hvordan er det lige, vi løser den opgave? For sådan er Skagen også. Fyldt med kontraster, udfordringer og spændinger. Sidst i denne måned sender byrådet centerplanen for Skagen i offentlig høring. Så kan skagboerne - og alle andre - komme med deres bud ... på Skagen!