Turisme

Skagen får god PR for få kroner

Der er nødvendigt at investere mange penge for at få endnu flere gæster til kommunen

SKAGEN KOMMUNE: Det koster mange penge at blive kendt, og det koster også mange penge at blive ved med at være kendt. Det ved Skagen Turistforenings ledelse alt om, for det var blandt andet voldsom markedsføring, der førte til underskud og en begyndende krise de senere år. Nu er skuden vendt, der er skåret ind til benet på alle mulige områder med færre ansatte på turistkoret, og de løber alle en smule hurtigere end tidligere. Der er også skåret ned på udgifterne til markedsføring, og Skagen-området har i år fået megen omtale og god reklame alene på navnet og som en direkte følge af de senere års markante og frugtbare indsats på markedsføringsområdet. Skagen-området har i år oplevet en kanon-sæson. I år er der afsat beskedne 345.000 kroner til markedsføring, og næste år lyder det totale budget til markedsføring på 575.000 kroner. De efterfølgende to år forventes budgettet at være på mindst 2004-niveau, og som tidligere nævnt opfordres alle, der på den ene eller anden måder nyder godt af turismen, at bidrage. - Vi har brug for mere samarbejde og mere markedsføring. Vi har et godt brand - altså vi kendes igen for noget godt på navnet Skagen - men intet kommer af sig selv. Skagen skal sælges og markedsføres, og det foregår bedst ved, at vi står sammen om at udbrede kendskabet og fortælle den gode historie, som er så utrolig vigtig i markedsføring, fastslår turistchef Arne Zachariassen. Set udefra og med friske øjne bruger Skagen Turistforening bestemt ikke mange penge til markedsføring. - Hvis Skagen Turistforening var en privat virksomhed, der omsætter for cirka 800 millioner kroner, som turistforeningen gør, ville der være et markedsføringsbudget på mellem fire og otte millioner kroner. Det oplyste Martin Rosborg, der er markedschef for Danmarks Turistråd i Sverige, på et stormøde i Skagen forleden. Han fortalte også, hver fjerde rejse ud af Sverige går til Danmark, som klart er Sverigs største udrejsemarked. Vidar Mørch der er markedschef for Danmarks Turistråd i Norge, supplerede på mødet med at fortælle, at der årligt er 2,3 millioner norske overnatninger i danske senge. - Det er ganske mange med tanke på, at vi er 4,5 mennesker i Norge. Nordjylland og Skagen er meget populært for norske rejsende, så det er meget vigtigt fortsat at markedsføre sig for at få endnu flere gæster til Skagen-området.