EMNER

Skagen får igen en sømandspræst

Skagen får 1. april igen, for en periode, en sømandspræst, oplyser et af bestyrelsesmedlemmerne for den stiftelse under de svenske vestkystfiskere, som ved årsskiftet overtog Den svenske Sømandskirke.

- Kirken åbner igen 1. april, og det bliver en sømandspræst, som tidligere har været i blandt andet San Francisco og Los Angeles, der bliver den første, som kommer til at stå for den daglige drift, fortæller fiskeskipper Daniel Axelsson, Fiskebäck. Det er planen, at stiftelsen vil overlade det til primært pensionerede svenske præster at stå for kirkens og forsamlingshusets daglige drift i kortere eller længere periode alt efter præsternes eget ønske. - Vi håber, at vi kan holde kirken åben som både sømandskirke og som forsamlingssted en stor del af året. Det er dog endnu usikkert, om der er basis for at holde den åben i vintermånederne, siger Daniel Axelsson. Den nye ejer, Stiftelsen for kirker bygget for svenske vestkystfiskere i udlandet, markerer, at den har overtaget kirken i Skagen ved et særligt arrangement, hvor kirken indvies i den nye sammenhæng. Det sker søndag 22. maj. Selv om stiftelsen blot betalte et symbolsk beløb på én svensk krone for at overtage kirken, det tilhørende lille vandrehjem og den tilhørende bolig på Vestre Strandvej, skal der alligevel bruges mange penge til drift og vedligeholdelse, og Daniel Axelsson oplyser, at stiftelsen vil oprette bankkonti i både Sverige og Danmark, hvor folk, som vil støtte kirken, kan indbetale bidrag.